Peleș Slot

Despre acest obiectiv

## Peleș Slot: Den rumænske krones juvel og et mesterværk af europæisk romantik i hjertet af Karpaterne Over byen Sinaia, hvor det brusende vand fra floden Peleș løber ned fra Bucegi-massivet i Karpaterne, rejser sig et af Europas mest fascinerende bygningsværker fra det 19. århundrede: Peleș Slot. Set fra sine terrasser, der er prydet med statuer og marmorf springvand fra Carrara, synes slottet at være taget ud af et tysk eventyr, en konstruktion af sten og udskåret træ, der forener gotiske tårne, renæssanceloggier og facader dekoreret med træsnitværk, i et alpint landskab værdigt Schweiz eller Bayern. For den europæiske rejsende er Peleș ikke blot Rumæniens mest besøgte historiske monument efter Bran Slot, men en sand bro mellem Europas civilisationer: her gav det tyske dynasti Hohenzollern-Sigmaringen Rumænien sin første moderne konge, Carol I, og han rejste mellem 1873 og 1914 en residens, der samtidig var Europas første fuldt elektrificerede slot, et laboratorium for teknisk modernitet og en erklæring om det unge kongeriges tilhørsforhold til kontinentets store kejserlige hoffer. Med over 160 værelser dekoreret i stilarter, der spænder fra tysk renæssance til hispano-maurisk barok, fra Art Nouveau til alpint romantik, og med en samling på over 60.000 kulturarvsgenstande — malerier signeret El Greco, Tizian, Rembrandt, Rubens og Gustav Klimt, over 4.000 europæiske og orientalske våben og rustninger, glasmalerier fra München, møbler fra Wien, Hamborg og Mainz — er Peleș Slot i sin essens et museum for Europa selv, bevaret i hjertet af Karpaterne og givet verden som en integreret del af den universelle kulturarv. ## Historiske rødder: Fra den tyske prins til Kongeriget Rumænien og Europas store imperier Historien om Peleș Slot begynder længe før dets første sten. I 1866, efter at Europas stormagter — Napoleon III's Frankrig, tsarernes Rusland og Kongeriget Preussen — havde besluttet ved Pariserkonventionen at anerkende foreningen af de rumænske fyrstedømmer under en fremmed prins, valgte de rumænske politiske eliter den unge prins Karl af Hohenzollern-Sigmaringen som fyrste, officer i den preussiske hær og fætter til kong Wilhelm I af Preussen. Ankommet til Rumænien i maj 1866, krydsede Carol landet og blev dybt imponeret over det maleriske Prahova-dal. Han vendte tilbage dertil i august 1866, og landskabet blev i hans hjerte. Da han i 1872 købte ved Podul Neagului — en lokalitet, der i 1874, også på hans initiativ, fik navnet Sinaia — et område på omkring 1.000 tønde land ved bredden af floden Peleș, købte han ikke blot jord, men grundlagde en dynastisk drøm. Carol I skulle blive konge af Rumænien i 1881, efter proklamationen af fuld uafhængighed og landets forvandling til kongerige, og Peleș skulle blive sommerresidens for et dynasti, der skulle knytte den rumænske kongefamilie gennem ægteskaber og alliancer til Europas mest illustere troner: Carols mor, Josephine af Baden, tilhørte en katolsk gren af Huset Baden; hans hustru, Elisabeta af Wied, var en tysk prinsesse; hans svigerdatter, Maria, var datter af hertug Alfred af Edinburgh og storfyrstinde Maria Alexandrovna af Rusland, altså niece til dronning Victoria af Storbritannien og tsar Alexander II. Så da Prinsesse Maria af Edinburgh giftede sig med arveprins Ferdinand den 29. december 1892 i Sinaia, mødtes der ikke blot to skæbner, men to af verdens mægtigste dynastier: Sachsen-Coburg-Gotha og Hohenzollern, Storbritannien og Rusland, med Det Rumænske Kongehus i midten. Det europæiske kontekst for byggeriet er lige så tæt. Rumænien var netop trådt ud af Uafhængighedskrigen (1877–1878) — hvor prins Carol havde kommandoen over de rumænske tropper sammen med de russiske ved Plevna, Plevna blev erobret i november 1877 — og Berlin-traktaten fra 1878 anerkendte landets fulde uafhængighed. For en konge, hvis trone hvilede på alliancen med Centralmagterne, Tyskland og Østrig-Ungarn, var det naturligt, at hans residens skulle bære præg af tysk arkitektur. Og alliancens traktater — Alliancetraktaten fra 1883 mellem Rumænien, Tyskland og Østrig-Ungarn — skulle fornyes netop på Peleș Slot, i 1892 og igen i 1896, i forbindelse med kejser Franz Joseph I af Østrig-Ungarns officielle besøg, det vigtigste statsbesøg nogensinde afholdt i Sinaia. For én dag, i august 1896, var Karpaterne vidne til mødet mellem to af Europas ældste imperier: det habsburgske, der strakte sig fra Alperne til Galicien og Bukovina, og det unge rumænske kongerige, dets allierede på den østlige grænse af det "civiliserede Europa" mod Det Osmanniske Rige og den russiske ekspansion. Dette besøg førte til indretningen i 1906 af Kejserlejligheden på Peleș, forberedt til den gamle kejsers andet besøg i anledning af 40-års jubilæet for Carol I's regeringstid — et besøg, der desværre aldrig fandt sted. Selve byggeriet begyndte i 1873 og var præget af en suveræns umættelige ambition. Den første arkitekt, der blev tilkaldt, professor Wilhelm von Doderer fra Wiens Polytekniske Skole, præsenterede kongen for tre projekter inspireret af de franske renæssanceslotte på Loiredalen og bygningerne på Ringstrasse i Wien — de samme modeller, der havde imponeret Europas centrale monarker, fra Loire til Wien. Carol I afviste dem alle tre i 1876 og betragtede dem som manglende originalitet og for kostbare. Doderers plads blev overtaget af tyskeren Johannes Schultz, oprindeligt hans assistent på byggepladsen, født i Lemberg (i dag Lviv), som foreslog en mere beskeden, men bedre tilpasset løsning til det stejle terræn og budgettet. Grundstenen blev lagt den 10./22. august 1875 under en festlig ceremoni, hvorunder der blev begravet dusinvis af 20-lej guldmønter — de første rumænske mønter med Carol I's portræt — sammen med to forseglede pergamenter i glas- og blyrør. Bygningen blev officielt indviet den 7. oktober 1883, men arbejdet fortsatte i en rækkefølge af etaper indtil 1914: den franske arkitekt Émile André Lecomte du Noüy, discipel af den berømte Eugène Viollet-le-Duc, realiserede i 1890 Den Mauriske Sal; den tjekkiske arkitekt Karel Liman overtog koordineringen fra 1893/1896, rejste det centrale tårn på 66 meter, færdiggjorde Æresalen i 1911 og byggede på samme domæne Pelișor Slot (1899–1902) til arveprins Ferdinand og Maria, samt Foișor, kongens tidligere jagthytte. Mellem 1908 og 1911, efter planer af Liman og bayreren Ferdinand de Tiersch — rådgiver for kong Ludwig II af Bayern, den samme konge, der havde rejst det vanvittige Neuschwanstein — blev Våbensalene og dekorationen af Den Florentinske Sal færdiggjort. I 1911–1914 blev terrassen dekoreret med romerske kejserbuster, og på sydøstfløjen blev Rådsalen projekteret af Liman og den wienesiske dekoratør Bernhard Ludwig. Den samlede pris for hele domænet, beregnet i samtiden, nåede op på omkring 16 millioner guldlej, svarende til over 120 millioner euro i dag — en kolossal sum for et nyt land, der talte om kongens ambition om at forankre Rumænien i Europas kulturelle og tekniske elite. ## Arkitektonisk mesterværk: En dialog med Europas store stilarter Set udefra er Peleș Slot en lektion i europæisk arkitekturhistorie fra det 19. århundrede, en bygning, hvor tysk romantik og historisme — samme strømning, der gav Neuschwanstein i Bayern, Miramare ved Trieste eller slottene ved Rhinen — mødes med italienske, franske, schweiziske og orientalske påvirkninger. Den dominerende stil er tysk neorenæssance, bevidst valgt af Carol I for at vække minder om hans oprindelse fra Huset Hohenzollern-Sigmaringen, men facaderne er besat med gotiske tårne med spidse metalspir, balkoner med udskårne balustrader, åbne loggier og syv niveauer af italienske neorenæssanceterrasser, dekoreret med statuer, søjler og springvand. Den indre gård præsenterer sachsiske påvirkninger, med fachwerk-facader og håndmalede allegoriske fresker, der minder om nord-europæisk alpin arkitektur. Det centrale tårn på 66 meter er synligt fra dusinvis af kilometer og var på sin tid et signal om modernitet i et endnu vildt landskab. Hele komplekset — Peleș, Pelișor, Foișor, Vagtbygningen, Økonomatet, De Kongelige Stalde, Kraftværket og Villa Șipot — udgør et kongeligt domæne, der strækker sig over hundreder af hektar, omgivet af bøge- og granskove, med haver anlagt af europæiske landskabsarkitekter, inklusive et springvand realiseret i 1894 af Pietro Axerio i florentinsk marmor. Det, der imidlertid adskiller Peleș fra ethvert andet europæisk slot, er dets indre: et univers af 160 værelser (nogle kilder angiver 168), hvert designet som en "rejse" til en anden civilisation eller epoke, en sand antologi over en kosmopolitisk hofkulturs kunstneriske smag. Æresalen, hovedmodtagelsessalen, imponerer ved sin dobbelte højde, panelerne af udskåret valnødstræ med basrelieffer og statuetter, og ved det bevægelige glasloft, betjent elektrisk eller manuelt — en teknisk innovation, der tillod kongens gæster at beundre den klare himmel på sommernætter, et overraskelseselement værdigt Europas mest raffinerede saloner. Den Mauriske Sal, den franske arkitekt Lecomte du Nouys værk, er et juvel i hispano-maurisk stil inspireret af Alhambra i Granada: forgyldte arabeskstukkaturer, geometriske mosaikker, nicher med hesteskoformede buer og et indendørs springvand i Carrara-marmor, en kopi efter et stykke fra Kairo, mens møblerne blev bragt fra Damaskus og Kairo — en vækkelse af Det Osmanniske Rige og den europæiske fascination af Orienten. Den Florentinske Sal, eller Den Store Salon, genskaber atmosfæren i et italiensk renæssancepalads: kassetteloft udskåret i lindetræ og forgyldt, to store Murano-glaslysekroner, marmorgulv og portrætter af Medici-familien og Venedigs doger, der minder om Middelhavseuropas dynastiske forbindelser. Rådsalen ligner slående en af salene i Luzerns Rådhus, Schweiz — en henvisning til schweizisk demokrati og nøgternhed i et rum beregnet til statsbeslutninger. Det Tyrkiske Salon huser en samling af tyrkiske og persiske messingvaser, og det kongelige soveværelse er oplyst af en krystallysekrone fra Bøhmen. Det kongelige bibliotek, med sjældne bind i læder og indgraveret med guldbogstaver, skjuler en hemmelig dør bag en reol, hvorigennem kongen diskret kunne bevæge sig til de private lejligheder, og vinduernes glasmalerier fremstiller slottene Sigmaringen og Hohenzollern i Tyskland — dynastiets fødested. Koncertsalen huser et cembalo fra 1621 fremstillet i Antwerpen og et Rieger-orgel, og slottets teater, med 60 pladser og kongelig loge, blev dekoreret efter skitser af Gustav Klimt, den wienesiske Secessions mester. Slottets samlinger er af en rigdom, der kan måle sig med de store europæiske museers. Det kongelige galleri omfatter originale værker signeret El Greco, Zurbarán, Murillo, Velázquez, Tizian, Tintoretto, Rembrandt, Rubens, Van Dyck, Carpaccio, Raphaël, Bruegel, Correggio, Tiepolo, Jacques-Louis David, samt værker af Gustav og Ernst Klimt — en samling blandt de de mest raffinerede i Central- og Østeuropa, samlet af Carol I, en stor kunstelsker, og fortsat af hans efterfølgere. Våbensalene, indrettet mellem 1903 og 1911, huser over 4.000 europæiske og orientalske genstande fra det 14.–17. århundrede — rustninger, hjelme, sværd, sabler, armbrøster, musketter — med mærker fra berømte værksteder som Solingen, Toledo, Saint-Étienne, Lazzaro Lazzarini og Peter Danner, og den absolutte stjerne er en komplet rustning til hest og rytter, af Maximilian-typen, der vejer omkring 80–100 kg, unik i Rumænien. Samlingen udgik fra to kerner: de orientalske våben købt af den unge prins Carol, 23 år gammel, på sin rejse til Algeriet i 1862, og våbnene arvet fra hans far, prins Karl Anton af Hohenzollern, den sidste suveræne prins af Huset Sigmaringen, fra Arsenaliet på Hohenzollern Slot i Tyskland. Den wienesiske ekspert Julius Ernst Scheurer blev imidlertid betroet at supplere samlingen gennem køb på auktioner og private samlinger i hele Europa. I alt huser slottet over 60.000 kulturarvsgenstande: malerier, skulpturer, periode-møbler fra værkstederne i Mainz, München, Wien og Hamborg, gobeliner, orientalske tæpper, sølvtøj, porcelæn, glasmalerier fremstillet i Zettler-værkstederne i München, sjældne bøger og manuskripter. Gennem sit testamente donerede Carol I hele samlingen til det rumænske folk — en gest af sjælden adel, der forvandlede Peleș til en national og europæisk skat på én gang. Teknologisk var slottet i Europas forreste række. Ud over at være det første fuldt elektrificerede slot på kontinentet — med sit eget kraftværk, bygget ved bredden af floden Peleș, et af Europas første vandkraftværker, installeret i 1884 og udvidet i 1897 — nød Peleș godt af centralvarme allerede fra 1883, installeret af den polske opfinder Franciszek Rychnowski, der modtog guldmedaljen for fortjeneste klasse I fra kong Carol I for dette arbejde, af et centralt støvsugersystem, af en indendørs elevator og af Æresalens bevægelige loft. Den franske presse skulle kalde det "det mest moderne slot i Europa på sin grundlæggers tid". Byggematerialerne var i vid udstrækning rumænske — grus fra floden Prahova, sten fra Piatra Arsă-massivet, træ fra Prahova-dalens skove, mursten brændt på byggepladsen — mens arbejdskraften var kosmopolitisk: italienske murere, tyske og ungarske tømrere, albanere og grækere i stenbruddet, tyrkere til murstensbrænding, rumænere til terrasser. ## Legender, personligheder og vendepunkter: Slottet som vidne til Europas historie Peleș Slot bærer i sine sten minderne om en personlig tragedie, der gav det navn. Carol I og Elisabeta af Wied havde én enkelt datter, Maria — kælent Măriuca — født i 1870, der døde i april 1874, kun tre-fire år gammel, ramt af skarlagensfeber. I feberdeliriet skulle barnet have bedt sin far: "Jeg vil til Sinaia, jeg vil drikke vand fra Peleș". Bedrøvet omdannede Carol I dette sidste ønske til en personlig tilskyndelse: han døbte det nye slot efter sin datters yndlingsflod, og byggeriet af sommerresidensen i Sinaia blev en hyldest til det tabte barns minde. Legenden siger, at kongen så i rejsningen af slottet "vuggen af mit dynasti, af det nationale dynasti" — og sandelig, i 1893 blev den fremtidige kong Carol II født på Peleș, den første monark af dynastiet født på rumænsk jord og den første døbt i den ortodokse ritus. I 1921, på Foișor, den tilstødende residens, blev kong Michael I født, Rumæniens sidste suveræn. En anden personlighed, der prægede slottets skæbne, var Dronning Elisabeta, Carol I's hustru, kendt i den litterære verden under pseudonymet Carmen Sylva. Digter, prosaist og memoarist udgav hun vers og fortællinger på flere europæiske sprog, og på Peleș skabte hun et sandt kulturelt salon, hvor hun modtog forfattere, musikere og kunstnere fra hele Europa. Slottets legender — nogle flettet sammen med traditionen om "Den Hvide Dame" (Weiße Frau) fra Huset Hohenzollern, en ånd knyttet til det tyske dynasti, der varslede ulykker — flettes sammen med minderne om dronningen, der sædvanligvis tilbragte sine nætter med at læse og skrive i sine lejligheder, iført hvide kjoler, i en atmosfære af romantisk melankoli. Dronning Maria, hendes svigerdatter, niece til dronning Victoria og tsar Alexander II, var i sin tur en "kunstnerdronning": maler, digter, modeskaber og protektor for "Tinerimea artistică", bevægelsen af debuterende rumænske kunstnere. For hende og for Ferdinand byggede Carol I Pelișor (1899–1902), et mere intimt slot i Art Nouveau-stil, det eneste af sin slags i Rumænien, med Soveværelset og Guldkammeret, med møbler designet af dronningen selv og med det malede manuskript på pergament, som Maria gav til Ferdinand i 1906. Efter Dronning Marias død, den 18. juli 1938, blev hendes hjerte, efter en imponerende ceremoni, anbragt i Guldsalonen på Pelișor, under Rumæniens og Storbritanniens flag, hvor det forbliver den dag i dag. Europæisk historiens vendepunkter blev besluttet mellem dette slots mure. Den 3. august 1914, i Rådsalen — ligesom den i Luzerns Rådhus — blev Kronrådet afholdt, indkaldt af kong Carol I for at beslutte Rumæniens indtræden i Første Verdenskrig, udbrudt kun få dage tidligere med attentatet i Sarajevo og Tysklands krigserklæring mod Frankrig. Selvom Carol I, tro mod alliancen med Centralmagterne — Tyskland, Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige —, støttede øjeblikkelig indtræden i krig, stemte Rådet med et overvældende flertal for neutralitet, kun Petre P. Carp støttede kongens synspunkt. På rådsbordet blev alliancetraktaterne udstillet, inklusive den fornyet på Peleș i 1896 i Franz Josephs nærvær. Rumænien skulle først gå ind i krig den 27. august 1916, på Ententens side, ved Kronrådet på Cotroceni. Også på Peleș blev Kronrådet af 1925 afholdt, og i juli 1931 fandt her det sidste kongelige bryllup i Rumæniens historie sted: prinsesse Ileanas ægteskab med ærkehertug Anton af Habsburg-Lothringen — en forening, der symbolsk bandt det unge rumænske kongerige til Europas ældste kejserlige dynasti, Huset Habsburg. Efter Carol I's død, den 27. september 1914 — indtruffet netop i det slot, han havde elsket så højt — var Peleș vært for kongens begravelse og forblev sommerresidens indtil kong Michael I's tvungne abdikation den 30. december 1947. I 1948 nationaliserede kommunisterne domænet, og i 1953 blev slottet åbnet som statsmuseum. Mellem 1975 og 1990 forbød Nicolae Ceaușescu offentlig adgang og omdannede domænet til en strengt overvåget protokolszone; man siger, at museograferne skræmte Ceaușescu-ægteparret ved at fortælle dem, at der inden i slottet skulle befinde sig en svamp, der var farlig for mennesker, i virkeligheden drejede det sig om en svamp, der angreb træbjælkerne på grund af fugt. Efter Revolutionen i december 1989 blev Peleș og Pelișor genindlemmet i turistkredsløbet. I februar 2007, efter fem års forhandlinger, blev ejendommen tilbageleveret til Rumæniens Kongefamilie — en af få tilbageleveringer af ejendom konfiskeret af kommunistregimet — idet slottet forblev statsmuseum, administreret af Kulturministeriet, med kongefamilien, der lejede det til staten. Kong Michael I vendte tilbage til Peleș i juni 2008 og boede her indtil sin død den 5. december 2017. Den 10. maj 2016, i anledning af Uafhængighedsdagen og 150-års jubilæet for dynastiets eksistens, vajede Arveprinsesse Margaretas personlige fane for første gang i næsten 70 år på slottets højeste flagstang. ## Praktisk besøgsvejledning: Turistoplevelsen i dag Peleș Slot ligger omkring 1,5 kilometer nordvest for Sinaias centrum, i en højde af omkring 800–1.000 meter, på Aleea Peleșului nr. 2, distriktet Prahova. Sinaia er tilgængelig med tog fra Bukarest (Nordbanegården) på omkring halvanden time, idet rejsen gennem Prahova-dalen i sig selv er en malerisk oplevelse, på den historiske rute, der forbinder hovedstaden med Transsylvanien, forbi Bran Slot og den middelalderlige by Brașov. Med bil når man dertil på DN1/E60 fra Bukarest på omkring to timer, og fra Sinaia station kan man gå op enten med taxa eller til fods, gennem byens park, på en gåtur på omkring 15–40 minutter, afhængigt af tempo. Besøgsprogrammet for 2026 er fra onsdag til søndag, med mandag og tirsdag lukket til konservering: onsdag mellem 10:00 og 17:00, og fra torsdag til søndag mellem 09:15 og 17:00. Adgangen sker på planlagte tidsintervaller — onsdag: 10:00–12:45, 12:45–14:30, 14:30–16:00; torsdag–søndag: 09:15–11:00, 11:00–12:45, 12:45–14:30, 14:30–16:00 — de sidste billetter sælges kl. 15:45, og den sidste indgang er kl. 16:00. Bemærk: i perioden 2. november – 1. december 2026 vil Peleș Slot være lukket for generel rengøring og forebyggende konservering (mens Pelișor mellem 28. september og 3. november 2026). Fra 3. december 2025 købes billetter udelukkende online på platformen bilete.peles.ro, eller fra SelfPay-betalingsautomaterne i området ved siden af de to monumenter — der findes ikke længere billetkontorer med menneskelig betjening. Billetterne er personlige og knyttet til et tidsinterval; de kan ikke ombookes eller refunderes, og adgangen sker i ankomstorden, i det interval, billetten er købt til. For at beskytte den ekstraordinære kulturarv er den daglige kapacitet begrænset til 2.000 besøgende for Peleș Slot og 1.500 for Pelișor, hvilket gør reservation flere dage — eller endda uger — i forvejen absolut nødvendig i højsæsonen og i weekender. Priserne for besøget afspejler rutevalgmulighederne. Grundturen, der omfatter slottets stueetage — Æresalen med dens bevægelige loft, Den Mauriske Sal, Det Tyrkiske Salon, Våbensalen og Den Florentinske Sal — koster 50 RON for voksne, 25 RON for pensionister og 12,5 RON for børn, elever og studerende (med legitimation), indehavere af Euro <26-kort får samme reducerede pris på 12,5 RON. Turen, der omfatter stueetagen og første sal — hvor Det Kongelige Bibliotek med den hemmelige dør, Kejserlejligheden, Koncertsalen og teatret dekoreret af Klimt befinder sig — koster 100 RON for voksne, 50 RON for pensionister og 25 RON for elever og studerende, mens den fulde tur, der også tilføjer anden sal, koster 150 RON, henholdsvis 75 RON og 37,5 RON. Børn under 7 år har gratis adgang, og elever under 18 år nyder gratis adgang i skoleferieperioden. Guidede ture er inkluderet i prisen, tilgængelige på rumænsk — onsdag hver time mellem 10:30 og 15:30, og torsdag–søndag mellem 09:45 og 15:15 — samt på fremmedsprog. Den anbefalede varighed af besøget er 1,5–2 timer. Ved indgangen får de besøgende engangsskoovertræk til beskyttelse af de originale trægulve fra det 19. århundrede; behageligt og fladt fodtøj anbefales kraftigt, og temperaturerne indenfor forbliver kølige selv om sommeren, givet højden på omkring 1.000 meter. Fotografering til personligt brug er tilladt udendørs og i de indre rum, med respekt for museumsreglementet; brug af stativer er forbudt. Kun omkring 300 meter fra Peleș, på samme kongelige domæne, ligger Pelișor Slot — "Lille Peleș" — kong Ferdinand og dronning Marias intime residens, med interiører i Art Nouveau, unikke i Rumænien, med Guldkammeret og Guldsalonen, hvor dronning Marias hjerte hviler. Pelișor har separat billet og program (samme åbningstider: onsdag–søndag, mandag og tirsdag lukket), og kombinationen af de to slotte giver et komplet billede af det rumænske hofliv og en epokes kunstneriske smag, der bandt Bukarest til London, Wien og Paris. I umiddelbar nærhed ligger også Sinaia Kloster, grundlagt ligeledes af kongefamilien i det 17. århundrede, så en hel dag kan helliges Prahova-dalens kongelige kulturarv. Peleș Slot forbliver, mere end 140 år efter indvielsen, hvad det altid har været for Europa: et sted, hvor tysk, italiensk, fransk, schweizisk og orientalsk historie flettes sammen i én enkelt konstruktion, hvor Rumæniens første konge drømte om at bringe fremtiden ind i bjergenes hjerte, og hvor hvert værelse, hver detalje — fra guldmønterne begravet under grundstenen til glasloftet, der åbner sig mod himlen — fortæller om et land, der vidste at hævde sig, lige fra begyndelsen, som en del af Europas store familie af nationer. For nutidens rejsende er et besøg på Peleș ikke blot en udflugt til et smukt slot, men et møde med Europas fælles hukommelse selv.