Det Rumænske Bondemuseum (Muzeul Național al Țăranului Român)

En katedral af ruralt minde i Europas hjerte

På Kiseleff-boulevarden, få skridt fra Victoria Pladsen, rejser sig en af Østeuropas mest fascinerende kulturinstitutioner: Det Rumænske Bondes Nationale Museum. Den røde murstensbygning, klædt i en neorumænsk arkitektonisk dragt med rødder i den brâncovenske tradition, huser i dag over 90.000 vidnesbyrd om en civilisation — keramik, folkedragter, vævninger, ikoner, redskaber, hele trækirker — som tilsammen udgør den rigeste samling af kunst og folketraditioner i Rumænien og en af de mest værdifulde i hele Europa. Institutionen er "ny, med en gammel historie", som det behagede dem, der kendte dens skæbne, at sige: genoprettet den 5. februar 1990, kun seks uger efter Ceaușescus fald, fortsætter den i virkeligheden en museografisk tradition, der begyndte i 1906. I 1996 blev Det Rumænske Bondemuseum det første museum i Central- og Østeuropa, der blev tildelt EMYA-prisen — European Museum of the Year, den mest prestigefyldte anerkendelse i den europæiske museumssektor, tildelt under Europarådets auspicier. For den kultiverede europæiske rejsende betyder et besøg på dette museum mere end at gå gennem udstillingssale: det betyder et møde med en måde at tænke kulturarv på, hvor det rumænske særpræg — bonden som en universel figur for den menneskelige tilstand — sættes i dialog med den store fortælling om europæisk kultur, fra den brâncovenske renæssance til det 20. århundredes avantgarder og nutidens museologi-Europa.

Museets koncept, som dets grundlæggere tænkte det under maleren Horia Berneas ledelse, afviser bevidst den klassiske etnografiske samfundsmuseums logik. Her præsenteres ikke "livet i en landsby i en bestemt epoke", men "det traditionelle menneske" — udtrykket, som etnografen Irina Nicolau, Berneas nærmeste medarbejder, gav det — som en tidløs åndelig matrix, i stand til at tilbyde den samtidige verden et pejlemærke for autenticitet. Filosofen Gabriel Liiceanu bemærkede, at museet foreslår "den menneskelige universalitet, som bonden repræsenterer". Denne eminent europæiske vision — deltagende i den samme fascination af "folkenes kunst", som fra det 19. århundrede gav anledning til kontinentets store etnografiske museer — blev belønnet i 1996 af den europæiske jury, der bemærkede "den særligt sjældne imaginative kvalitet" i udstillingen og den eksemplariske måde, hvorpå samlingerne var blevet beskyttet i kommunistregimets mørke år. I dag huser museet også elementer indskrevet på UNESCO's liste over immateriel verdensarv: håndværket med Horezu-keramik, repræsenteret i dets samlinger med kar af særlig raffinement, blev i december 2012 indskrevet på UNESCO's Liste over Kulturarv af Immateriel Karakter, sammen med andre rumænske elementer som doina og Căluș-ritualet. Det Rumænske Bondemuseum er således et knudepunkt, hvor Rumæniens landlige hukommelse forbindes med de store netværk af europæisk og verdensomspændende kulturarv.

Historiske rødder: fra fødslen af den moderne stat til den store familie af europæiske etnografiske museer

Museets oprindelse fortaber sig i det moderne Rumæniens vestligt orienterede ambitioner, ved sammenstrømningen af national selvbevidsthed og Europas store kulturmodeller. Det hele begynder i 1864, da fyrst Alexandru Ioan Cuza — den samme reformator, der midt i epoken for dannelsen af de europæiske nationalstater, efter modellen fra revolutionerne i 1848 — grundlægger Det Nationale Museum for Oldtidsvidenskab, bevidst placeret i familien af kontinentets store nationalmuseer, fra Louvre til de wienerske og berlinske. Elleve år senere, i 1875, ved forslag af Titu Maiorescu — den litterære kritiker, uddannet i den tyske skoles ånd, leder af Junimea og en af arkitekterne bag Rumæniens kulturelle modernisering — organiseres ved dette museum "en særlig sektion, hvor kunstværker af tekstil fremstillet i landet skal udstilles: beklædning, tæpper, lærreder, vadmel". Udstillingsgenstandene kom hovedsageligt fra oberstløjtnant Dimitrie Pappasoglus samling, der allerede i 1864 havde organiseret et lille museum i pavillonen i sit hus — en af de første private etnografiske samlinger i Sydøsteuropa. Disse tidlige forsøg, endnu uden en sammenhængende museografisk vision, skulle blive grundlaget, hvorpå den senere institution skulle bygges.

Det grundlæggende øjeblik kommer i 1906, da kong Carol I — tilhørende den tyske Hohenzollern-Sigmaringen-dynasti, den første konge af det forenede Rumænien — ved kongeligt dekret nr. 2.777 af 13. juli 1906 grundlægger Museet for Etnografi, National Kunst, Dekorativ Kunst og Industriel Kunst. Idéen tilhører undervisnings- og kultusministeren Mihail Vlădescu, og dens realisering skyldes i lige så høj grad reformatoren Spiru Haret. Som direktør udnævnes fra 1. oktober 1906 Alexandru Tzigara-Samurcaș (1872–1952), kunsthistoriker, etnograf og museolog, den første rumæner med doktorgrad i kunsthistorie. Tzigara-Samurcaș' dannelse er dybt europæisk: efter studier ved Münchens Universitet (fra 1893) bliver han assistent ved Generaldirektionen for de Kongelige Museer i Berlin (1896–1897), og i Paris i årene 1896–1898 har han som lærere de berømte kunsthistorikere André Michel og Müntz — sidstnævnte specialist i Medicisamlingen og i europæisk tekstilkunst. Vendt tilbage til landet bliver han kong Carol I's sekretær og direktør for Carol I Universitetsfondet, idet han i årtier kæmper for "et sandt nationalmuseum", som han udtrykte sin retoriske spørgsmål i en berømt artikel: "Er vi værdige til et nationalmuseum?". I 1910 organiserer Tzigara-Samurcaș den rumænske sektion ved den internationale udstilling af folkekunst i Berlin — den første internationale udstillingsdeltagelse af rumænsk folkekunst —, en handling, der placerer den unge bukarestinske institution i netværket af Europas etnografiske museer: Skansen i Stockholm, åbnet i 1891 af Arthur Hazelius som kontinentets første frilandsmuseum, de tyske folkmuseer i Berlin og München, det fremtidige Musée des Arts et Traditions Populaires i Paris (1937, grundlagt af Georges Henri Rivière). Museet fra 1906 tilhører således den første generation af europæiske etnografiske museer, født af den samme nationale romantik, der søgte de folkelige rødder i den moderne identitet.

I 1912 begynder byggeriet af det nye hovedsæde på Kiseleff-boulevarden — "Museet ved Vejen", som bukaresterne vil kalde det — og byggepladsen, afbrudt af krige og økonomiske omvæltninger, vil strække sig over 29 år, indtil 1941. Under Anden Verdenskrig var "paladset" et skridt fra at blive kaserne for den sovjetiske hær. Så fulgte den lange kommunistiske vending: i 1948 fjernes Tzigara-Samurcaș fra direktørposten, og samlingerne forvises fra deres hjem, samlet en tid i Știrbey-paladset på Calea Victoriei — under navnet Folkekunstmuseet i den Socialistiske Republik Rumænien, ledet af etnografen Tancred Bănățeanu — for derefter at blive presset ind i Satmuseets depoter. Fra 1953 huser bygningen på Kiseleff successivt Lenin-Stalin Museet, derefter Kommunistpartiets Museum, idet den bliver en hyldest til Nicolae Ceaușescus personkult; i 1960'erne tilføjes et centralt kontorkorps med proletkultagtige træk, i total uoverensstemmelse med den oprindelige arkitektur. I 1978 opløses institutionen grundlagt i 1906 praktisk talt ved sammenlægning med Satmuseet.

Genfødslen kommer med Revolutionen i december 1989. Den 5. februar 1990 — seks uger efter Ceaușescus henrettelse — udnævner kulturminister Andrei Pleșu, efter kunsthistorikeren Dan Hăulică's insisterende anbefaling, maleren Horia Bernea (1938–2000), søn af sociologen Ernest Bernea, til direktør for museet genoprettet under navnet Det Rumænske Bondemuseum. Den officielle indvielse finder sted i 1993, på anden påskedag, med den første udstilling af den permanente udstilling, med titlen "Korset"; i 1994 åbnes salene med ikoner, i 1996 indvies etagen under titlen "Triumf", og i 2008 salen "Maden", der fuldender den museografiske vision. Men vejen mod europæisk anerkendelse var brolagt med dramatiske prøvelser: i juni 1990, under "Mineriaden", blev museet ødelagt af de bjergarbejdere, der var bragt til Hovedstaden, idet det blev forvekslet med hovedkvarteret for Det Nationale Bondeparti Kristendemokratisk — den historiske fortsætter af Iuliu Manius parti, forbudt af kommunisterne. I 1996, tolv år efter grundlæggelsen og efter seks års eksistens i den nye form, vinder Det Rumænske Bondemuseum EMYA-prisen — European Museum of the Year, tildelt under Europarådets auspicier i Strasbourg, blandt 64 deltagende museer fra 21 lande. Anerkendelsen, overrakt direktør Horia Bernea af Hans Majestæt Dronning Fabiola af Belgien selv — trofæet var statuetten "Ægget" ("The Egg"), en skabelse af den britiske billedhugger Henry Moore — blev for første gang tildelt et museum i Central- og Østeuropa, idet den markerede Rumæniens symbolske tilbagevenden til den europæiske kulturfamilie efter årtiers isolation.

Arkitektonisk mesterværk: "jordkunstens palads" og den kunstneriske arv

Museets bygning er i sig selv en principperklæring. Projekteret af arkitekten Nicolae Ghica-Budești (1869–1943), en fremtrædende skikkelse i den rumænske arkitekskole, blev den udtænkt — efter Tzigara-Samurcaș' museografiske vision — som "et palads for jordens kunst", anlagt i form af et klosterligt enclosure. Den neorumænske stil, med stærke brâncovenske reflekser, udtrykkes gennem den røde murstensvæg, vinduerne samlet under buer, søjlerne, balustraden, de gennembrudte elementer og det centrale tårn med lysthuset, der minder om de gamle klostres klokketårne, alt sammen ledsaget af et rigt dekorativt repertoire af blomster- og dyremotiver. Bygningen, erklæret historisk monument, rejser sig på stedet for den tidligere Statlige Mønt — hvor det gamle museum havde fungeret indtil 1912 —, på en grund ladet med historie: her lå engang fyrst Nicolae Mavroghenis palads, en fanariotisk fyrste fra epoken med osmannisk dominans over Valakiet. Denne række af lag — osmannisk tradition, tysk kongelig aspiration, europæisk modernitet — gør bygningen til et sandt palimpsest af rumænsk historie i dialog med den europæiske.

Museets neorumænske arkitektur må læses i den bredere europæiske kontekst af "nationalstile" fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede: den samme impuls, der førte de tyske og østrigske arkitekter mod Jugendstil, franskmænd og belgiere mod Art Nouveau, briter mod Arts and Crafts eller skandinaver mod national romantik (grundlæggeren af Skansen, Hazelius, var samtidig med dette currents initiativtagere) fik Ion Mincu — uddannet ved École nationale supérieure des Beaux-Arts i Paris —, Grigore og Cristofi Cerchez, Petre Antonescu og Ghica-Budești til at søge et "særligt nationalt" arkitektonisk sprog. Tesen formuleret af Alexandru Odobescu allerede i 1870 — "at studere resterne, hvor små de end er, af fortidens kunstneriske produktion og gøre dem til kilden til en stor kunst" — ligger til grund for hele skolen. Og den primære inspirationskilde, den brâncovenske stil, er i sig selv en europæisk syntese: byzantinsk, osmannisk og renæssanceagtig, født i Valakiet i begyndelsen af det 18. århundrede, under Constantin Brâncoveanus regeringstid (1688–1714) — martyrfyrste, kanoniseret af den Rumænske Ortodokse Kirke i 1992, hvis blomstringstid forblev et pejlemærke for den nationale kulturelle identitet, i permanent dialog med det habsburgske barok i det nærliggende Transsylvanien. Museet på Kiseleff er således ikke blot en beholder for kulturarv, men et totalkunstværk, hvor arkitekturen, ligesom de samlinger, den huser, taler om en kulturs modstandsdygtighed ved krydsningen mellem Det Osmanniske Rige, Habsburg-monarkiet og den vestlige modernitets ambitioner.

Museets kulturarv tæller over 90.000 genstande — tavse vidner om en landlig civilisations teknikker, tro og æstetiske former, der har gennemlevet århundreder. Keramiksamlingen, en af Europas rigeste, omfatter cirka 18.000 genstande fra næsten 200 lervarecentre i landet, den ældste dateret 1746. Ved siden af de brugbare kar — gryder, kander, pander, kageforme — findes mesterværker af den glaserede Horezu-keramik, hvis tekniske traditioner blev indskrevet i 2012 i UNESCO's immaterielle kulturarv, kar med orientalske påvirkninger bestemt for bojarfamilier, skabelser fra det berømte center i Rădăuți forbundet med olierfamilien Colibaba (især den uovertræffelige Constantin Colibaba) og genstande fra det forsvundne center i Vama Oașului. Nogle af de første kar, der kom ind i samlingen, stammer ligefrem fra Jubilæumsudstillingen for Kong Carol I's 40 års regeringstid, organiseret i 1906 i Carol Parken.

Folkedragtsamlingen tæller næsten 20.000 dragtstykker fra alle rumænske provinser, fra første halvdel af det 19. århundrede — en klædeskatskat, der tiltrak prestigefyldte donationer fra personligheder som Dronning Maria (født Marie af Edinburgh, niece til dronning Victoria af Storbritannien, en af de mest karismatiske skikkelser i den rumænske dynasti), prinsesse Sabina Cantacuzino eller Elisa Brătianu. Samlingen blev også præsenteret i udstillingen "We Wear Culture" på Google Arts and Culture, sammen med 3.000 års verdensmodehistorie. Samlingen af indendørs vævninger — fremstillet af hør, hamp, bomuld eller silke — og den af træ, møbler og smedearbejde, med cirka 8.000 genstande (hvoraf 130 fremstillet i tømrerteknik, udbredt over alle etnografiske zoner), fuldender billedet af en materiel kultur af bemærkelsesværdig æstetisk sammenhæng.

En særlig kategori repræsenterer den religiøse samling med næsten 4.000 genstande: ikoner på glas og træ, forlæg til ikoner, xylografier, præsteklæder, liturgiske kar, vejkors og kors. Glasikonerne — malet af bønder for bønder, dateret fra slutningen af det 18. århundrede til anden halvdel af det 19. århundrede — stammer fra de berømte transsylvanske centre Nicula, Maierii Albei Iulii, Făgăraș, Șcheii Brașovului eller Mărginimea Sibiului, områder, der i århundreder havde tilhørt Habsburg-monarkiet og Det Østrig-ungarske Kejserrige. Traditionen for ikonmalerne fra Nicula indskriver sig for øvrigt i en bredere familie af "maleri på glassets bagside" (Hinterglasmalerei) udbredt i det central-europæiske rum — Bayern, Østrig, Schweiz —, en interkulturel dialog, som museet illustrerer rigeligt. Blandt udstillingsgenstandene med europæisk historisk resonans findes også en metope fra Tropaeum Traiani, monumentet rejst af kejser Trajan i Dobrogea for at fejre erobringen af Dakien — en påmindelse om den romerske lag i civilisationen på disse egne.

Men udstillingens piece de résistance — kaldet "huset i huset" — er bonden Antonie Mogoș' hjem fra landsbyen Ceauru, Gorj amt, bygget mellem 1875 og 1879 og bragt til Bukarest allerede i 1909 af Tzigara-Samurcaș. Mogoș var en selvlært træskærer og kirkesanger, hvis folkelige geni blev opdaget sent; hans hus, opført og udsmykket med skulpturer udført med egne hænder i en enestående stil, blev fra begyndelsen præsenteret på en unaturlig måde, idet genstandene blev udstillet fragmentarisk, antydende husholdningens annekser. I 1936 drog Konrad Hahm, direktør for Museet i Berlin, en mindeværdig parallel mellem udstillingsmåden for huset og det berømte Zeusalter fra Pergamon. Efter at kommunistregimet havde flyttet det udendørs til Satmuseet, vendte Mogoș' hus tilbage til Det Rumænske Bondemuseum i 2002, idet den oprindelige udstilling blev genoptaget.

En anden væsentlig dimension af kulturarven er redningsmissionen for trækirker. Under Horia Berneas impuls købte museet efter 1990 seks trækirker fra amterne Arad og Hunedoara: to blev bragt til Bukarest — den fra Bejan, historisk monument fra slutningen af det 18. århundrede med skytshelgenen Sankt Nikolaus, overført til museets indre gård i 1992 og indviet i 1993, på anden påskedag, og den fra Mintia, udstillet indendørs —, mens fire bevares in situ (i Lunca Moților, Groșii Noi, Julița og Troaș). Denne redningsmission indskriver sig i den europæiske tradition for bevarelse af religiøs kulturarv i træ — fra Norges stavkirker, indskrevet på UNESCO's kulturarvsliste, til trækirkerne i Maramureș, selv indskrevet på verdensarvslisten i 1999 —, idet bukarestinske museum tilbyder et sidste tilflugtssted for monumenter et skridt fra sammenstyrtning. I museets gård møder den besøgende også vejkors viet kvinder — Sankt Theodora, Sankt Paraschiva, Jomfru Maria —, samt et monumentalt træspindehjul, "Spindehjulet med Turcălău", cirka fire meter højt, et symbolobjekt for kvindeligt husligt arbejde.

Legender, personligheder og vendepunkter

Museets historie er befolket af personligheder, hvis skæbner har vævet sig sammen med institutionens. Alexandru Tzigara-Samurcaș forbliver den tutelære figur: aristokrat af aromunsk oprindelse, medlem af Junimea-samfundet, ven af Maiorescu, uddannet i München, Berlin og Paris, kong Carol I's sekretær, han var museets faktiske grundlægger og forblev direktør indtil 1948, da kommunistregimet fjernede ham. Hans virksomhed som samler, arrangør af internationale udstillinger og teoretiker af folkekunst påvirkede "alt, hvad dette museum har betydet i den rumænske kulturhistorie". Efter hans død i 1952 blev institutionens hukommelse bevaret i skyggen, samlingerne spredt, indtil genfødslen i 1990.

Horia Bernea (1938–2000) er, ved siden af Tzigara, den anden store grundlægger. Maler af internationalt ry — med udstillinger i Paris, London, Edinburgh, Glasgow, Budapest og Haag, prisbelønnet ved Biennalen i Paris i 1971 — Bernea var den åndelige arkitekt bag det genoprettede museum, direktør mellem 1990 og 2000. Han blev konsulteret om institutionens navn, og valget "Det Rumænske Bondemuseum" — et navn, der i begyndelsen forvirrede mange, i en epoke, hvor ordet "bonde" stadig syntes ladet med pejorative konnotationer — viste sig genialt. Bernea skabte en forfatters museografi, hvor genstandene ikke er "udstillet", men "sat i scene", i et visuelt foredrag, der forener antropologi med samtidskunst; han var den, der i 1991 opdagede trækirken fra Bejan, et skridt fra sammenstyrtning, og iværksatte dens redning. Han døde i Paris i december 2000, og hans legeme blev bragt til landet og begravet ved Mavrogheni Kirken, i umiddelbar nærhed af museet, ved begravelsen deltog hierarker fra den Rumænske Ortodokse Kirke med Patriark Teoctist i spidsen. I dag bærer museets biograf hans navn — Horia Bernea Studiet.

Blandt Berneas nære medarbejdere findes etnografen Irina Nicolau, hvis optegnelser har bevaret hukommelsen om museets "grundlæggelse", og filosofen Andrei Pleșu, hvis grundlæggende akt af 5. februar 1990 gjorde genfødslen mulig. Kunsthistorikeren Dan Hăulică var den, der insisterende anbefalede Bernea. Efter dennes død blev institutionen ledet, mellem 2001 og 2005, af historikeren Dinu C. Giurescu, og i overgangsperioden for restaureringsbyggepladsen, mellem 2016 og 2019, af kunstneren Lila Passima; fra 2019/2020 er museets skæbne betroet direktør Virgil Ștefan Nițulescu, specialist i immateriel kulturarv, der koordinerede institutionens tilbagevenden til livet efter årtiet med byggeplads.

Museets vendepunkter falder sammen med Rumæniens historie selv. Kommunistperioden — da bygningen husede Lenin-Stalin Museet og derefter Partimuseet, idet den blev et tempel for Ceaușescus kult — har efterladt fysiske spor, der stadig er synlige i dag: i museets kælder findes stadig en sal med en ironisk udstilling af artefakter fra den tidligere epoke, et memento over totalitarismens absurditet. Mineriaden i juni 1990, da institutionen blev ødelagt, idet den blev forvekslet med Det Nationale Bondepartis hovedkvarter, forbliver et uhelbredeligt sår i den postkommunistiske overgang. Og i 1996, i Strasbourg, overrakte Dronning Fabiola af Belgien Horia Bernea Henry Moores "Æg"-trofæ, den første EMYA-pris nogensinde tildelt et museum i Østeuropa, kun seks år efter den nye institutions eksistens, i en ceremoni, der symboliserede Rumæniens reintegration i kontinentets kulturelle koncert. I 2006, i anledning af jubilæet, modtog museet "Kulturfortjenestens Orden" i graden Storkors; i 2007 fik det status som museum af national betydning; i 2025 fejrede det 35 år siden genoprettelsen, og i 2026 markerer det 120 år siden grundlæggelsen i 1906 og 30 år siden den europæiske konsakration.

Praktisk besøgsvejledning og nutidens turistoplevelse

Det Rumænske Bondes Nationale Museum ligger på Kiseleff-boulevarden nr. 3, Sektor 1, Bukarest, over for Victoria Pladsen — den permanente udstilling —, mens for midlertidige udstillinger, Bondeklubben, biografen og markederne er den sekundære adresse Monetăriei-gaden nr. 3. Den mest bekvemme adgangsvej er metroen, stationen Piața Victoriei (linje M1 og M2), efterfulgt af en gåtur på få minutter; busserne 205, 381 og 783 stopper i nærheden. Besøgsprogrammet er fra onsdag til søndag, mellem klokken 10:00 og 18:00, sidste indgang tilladt klokken 17:00; museet er lukket mandag og tirsdag. Entrépriserne er beskedne efter europæiske standarder: 20 lei for voksne, 10 lei for pensionister, mens elever, studerende, indehavere af Euro 26-kort under 30 år og personer med handicap nyder 75% rabat og betaler 5 lei. Personlige fotografier er tilladt, mens der for professionelle optagelser findes tillægsgebyrer.

Efter næsten et årti med konsoliderings- og restaureringsarbejder (2016–2025) har museet genåbnet sine porte i etaper: i april 2025 stueetagen, med udstillingen "Den kristne lov" — en suite af sale viet til den kristne bondelige kultur (Korsets skønhed, Fasten, Fordybelse, Relikvier, Vinduerne, Tiden, Korset–Livets træ, Korsets kraft, Ikoner og Landsbyens skole) —, og i 2026, samtidig med 120-års jubilæet, hele etagen, med udstillingen "Livets orden", der genoptager tråden i Horia Berneas museografi gennem salene Triumf, Klædet, Arbejdet — ilden, Arbejdet — vandet og vinden, Sammen, Minoriteter (vært for udstillingen "Hutsulerne"), Bolig, Typologier (med "Aerofone musikalske instrumenter"), Huset i huset og Maden, der binder os sammen. For et komplet besøg — stueetage, etage, Mogoș-huset, trækirken fra Bejan og gården med vejkors — er det godt at afsætte mellem to og tre timer. Udstillingsrummene på Monetăriei-gaden huser midlertidige udstillinger, og museets biograf — Horia Bernea Studiet og Biografhaven, med en kapacitet på cirka 300 pladser — er et af hovedstadens mest værdsatte rum for auteurfilm, der præsenterer europæiske produktioner og antropologiske dokumentarfilm. Bondeklubben, café-restauranten i enclosuret, hvor den traditionelle rumænske køkken tilberedes af La Mama-restauranternes team, tilbyder et velkomment hvil: en kop kaffe eller en frokost med ciorbă, sarmale og mămăligă, under blikket fra paladsets buede vinduer. Gennem året bliver museets gård scene for traditionelle markeder af stor succes — Mărțișor-markedet i slutningen af februar, Ikonmarkedet i september eller Julemarkedet —, lejligheder, hvor folkehåndværkere kommer for at sælge deres skabelser, og atmosfæren bliver den af en landsby i fest. Museets butik, med publikationer fra MARTOR Forlaget — institutionens forlag, der siden 1996 udgiver antropologi-årbogen MARTOR —, tilbyder kataloger, bøger og håndværksgenstande.

For den europæiske rejsende indskriver museet sig naturligt i en kulturel rute gennem Bukarest sammen med Det Nationale Satmuseum "Dimitrie Gusti" i Herăstrău, Det Nationale Geologiske Museum på Kiseleff eller Antipa Museet, beliggende overfor. Den virtuelle tur tilgængelig på 360.muzeultaranuluiroman.ro og institutionens tilstedeværelse på Google Arts and Culture tillader udforskning af samlingerne også på afstand, og begivenheder som Museumsnatten bringer publikum i direkte kontakt med udstillingsgenstandene. Kontakttelefonen er 021.317.96.61, og den officielle hjemmeside, muzeultaranuluiroman.ro, er altid opdateret.

Det, der forbliver ved besøgets afslutning, er det dybe indtryk af en institution, der har vidst at krydse århundreder uden at miste sin sjæl: et palads for folkekunst bygget af en tysk konge på fundamenterne af en osmannisk mønt, tænkt af en kunsthistoriker uddannet i München, Berlin og Paris, genoplivet af en maler med europæisk vocation seks uger efter en diktators fald, konsakreret af Europarådets jury som årets bedste museum i 1996 og genåbnet, efter et årti med restaurering, præcis 120 år efter grundlæggelsen. Det Rumænske Bondemuseum demonstrerer i hver eneste sal, at den rumænske bonde — med sin dragt, med sin keramik indskrevet på UNESCO's kulturarvsliste, med sine glasikoner beslægtet med den central-europæiske tradition, med sine trækirker beslægtet med de skandinaviske — ikke er Europas periferi, men en væsentlig stemme i den, bevaret levende i et arkitektonisk monument, der i sig selv er et kunstværk.