Retezat Nationalpark

Fængslende introduktion og universel værdi

I hjertet af de Sydlige Karpater, hvor bjergene rejser sig majestætisk mellem Hațeg-bassinet og Jiu-dalen, udfolder sig et af Europas mest imponerende naturskatkamre: Retezat Nationalpark. Dette er ikke blot et beskyttet område, men en sand skatkammer af kontinental biodiversitet, et sted hvor tiden synes at være gået i stå for at bevare en verden intakt, som engang dækkede hele Europa. Med et areal på 38.138 hektar, over 20 toppe der overstiger 2.000 meters højde og næsten 80 gletsjersøer spredt som krystalklare spejle i de stenede gryder, repræsenterer Retezat cirka 38% af alle gletsjersøer i Rumænien og er dermed landets mest sø-rige glaciale massiv.

Det, der gør Retezat til en destination af europæisk og verdensomspændende betydning, er ikke kun dets eventyrlige landskab, men dets status som et fundamentalt referencepunkt for naturbevarelse på kontinentet. Kaldet "Landet med de Blå Øjne" på grund af mængden af gletsjersøer, der skinner som bjergets åbne øjne, huser parken den største koncentration af biodiversitet i de rumænske Karpater: over 1.190 arter af højere planter, heraf 90 endemiske taksoner, der ikke findes noget andet sted i verden, 130 sjældne eller sårbare planter, 50 arter af pattedyr, 185 arter af fugle, 9 arter af krybdyr og 5 arter af padder. De urskov af bøg i det Videnskabelige Reservat Gemenele, optaget på UNESCOs verdensarvsliste som en del af den transnationale serie "Gamle og urskov af bøg i Karpaterne og andre regioner i Europa", repræsenterer en af de sidste rester af Europas vilde natur fra før den industrielle æra, et økosystem der har forblevet uændret i tusinder af år.

Retezats universelle værdi er anerkendt gennem flere internationale udmærkelser: UNESCO Biosfærereservat siden 1979, medlem af PAN Parks-netværket siden 2004 (et europæisk pioner-initiativ lanceret af WWF og den hollandske Molecaten-fond for at beskytte Europas vildmark), Natura 2000-lokalitet siden 2007, samt det Europæiske Diplom for Beskyttede Områder tildelt af Europarådet i 2008 og fornyet i 2013 og 2023. Disse anerkendelser placerer Retezat i eliten af Europas beskyttede naturområder, sammen med parker som Vanoise i Frankrig, Plitvice i Kroatien eller Tatra i Slovakiet og Polen.

Historiske rødder og store europæiske forbindelser

Retezats historie er dybt sammenflettet med de store fortællinger i Central- og Østeuropa, idet det er et territorium, der har været i hænderne på imperier og dynastier, der formede kontinentets skæbne. Før det blev Rumæniens første nationalpark, var Retezat-massivet i århundreder et aristokratisk jagtområde tilhørende familien Kendeffy, en af de ældste og mest indflydelsesrige adelige familier i Transsylvanien. Stammende fra den gamle rumænske familie Cândeștilor, magyariseret i det 15. århundrede under navnet Kendeffy, beherskede denne dynasti vidtstrakte områder i Hațeg-landet, Retezat-bjergene, Cugir-bjergene og Jiu-dalen helt fra Iancu de Hunedoaras tid. Indtil agrarreformen i 1921 ejede familien Kendeffy omkring 240.000 hektar jord i Transsylvanien, inklusive alpine græsgange og århundredgamle skove i hjertet af Retezat.

Den historiske kontekst for disse områder er uadskillelig fra Transsylvaniens historie som en del af Kongeriget Ungarn, derefter det autonome Fyrstendømme under osmannisk overherredømme, for fra 1690 at komme under direkte habsburgsk dominans. Efter det østrig-ungarske kompromis i 1867 blev Transsylvanien genforenet med Kongeriget Ungarn som en del af Det Østrig-Ungarske Kejserrige, og Retezat blev jagtterræn for den kejserlige elite fra Wien. Denne periode bragte en særlig europæisk dimension til bjergets historie: i 1882 ankom prins Rudolf, kejser Franz Joseph I's eneste søn og tronarving til det østrig-ungarske rige, til familien Kendeffys Sântămăria-Orlea Slot for en uges jagt-ekspedition i Retezat. Prins Rudolf, kendt for sin passion for ornitologi og naturvidenskab, var fascineret af disse bjerges vildmark, og hans besøg er bevaret i stedets hukommelse, idet der endda findes et mindesmærke dedikeret til ham i området.

Skovdriften i Retezat havde ligeledes en europæisk dimension. Fra 1880 bragte familien Kendeffy grupper af italienske skovarbejdere fra Pecal i provinsen Udine (Friuli) til området for at udføre fældning af nåletræer i granskove. Denne tilstedeværelse af italienske håndværkere efterlod spor i skovteknikker og i lokal toponymi, og repræsenterer et lidet kendt kapitel i arbejdskraftens cirkulation og vidensudveksling mellem Europas regioner i det 19. århundrede.

Før nationalparkens oprettelse var området jagt-reservat for sorte geder tilhørende det Rumænske Kongehus, administreret af Direktoratet for Kongelige Jægere. Efter agrarreformen i 1923 blev størstedelen af det alpine højland tildelt landsbyer og kommuner med brugsret til græsning, idet visse restriktioner dog blev bevaret. I 1927, på forslag af den ungarske botaniker Gyula Nyárádi Erasmus Julius, blev et område i massivet overdraget til Botanisk Museum i Cluj til beskyttelse, hvilket repræsenterede det første skridt mod status som beskyttet område.

Vendepunktet kom den 22. marts 1935, da Tătărescu-regeringen på initiativ af professor Alexandru Borza og videnskabsmanden Emil Racoviță udstedte beslutningen om at oprette Retezat Nationalpark, Rumæniens første nationalpark og en af de første i hele Karpaternes kæde, sammen med reservaterne i Slovakiet (Dobroč og Badinský, 1918) og senere Tatra Nationalpark (1948). Denne præstation indgik i en bredere europæisk strømning af bevidsthed om værdien af naturarven, en strømning der i mellemkrigstiden fik omfang i lande som Schweiz, Frankrig, Tyskland og de skandinaviske lande, hvor ideen om naturbeskyttelse begyndte at blive støttet af den videnskabelige elite og bevarelsesbevægelser inspireret af den amerikanske model fra Yellowstone og Yosemite nationalparker.

Alexandru Borza (1887-1971), grundlægger af den Botaniske Have i Cluj-Napoca og pioner inden for rumænsk geobotanik, var en af de første europæiske specialister, der udførte systematiske etnobotaniske forskninger. Uddannet i den østrig-ungarske botaniske skoles tradition og med videnskabelige kontakter til forskere fra hele Europa, beskrev Borza Retezat som "et helligt land for videnskaben, i sin helhed et helligt naturmonument". I 1927 offentliggjorde han appellen "Vi har brug for en lov til beskyttelse af naturen", og i 1930, på grundlag af Lov nr. 213/7. juli 1930 om naturbeskyttelse, blev Kommissionen for Naturmonumenter oprettet med sæde ved det Rumænske Akademi, med Emil Racoviță, George Vâlsan, Alexandru Borza og andre videnskabsmænd af europæisk format som medlemmer.

Emil Racoviță (1868-1947), parkens anden åndelige fader, var en verdensberømt videnskabsmand, grundlægger af biospeleologien, polarforsker (han deltog i Belgica-ekspeditionen til Antarktis) og første direktør for verdens første Institut for Speleologi, oprettet i Cluj i 1920. Racoviță bragte et internationalt team af biologer til Cluj, inklusive to franskmænd (Jules Guiart, René Jeannel) og en schweizer (Alfred Chappuis), og skabte et sandt europæisk forskningscenter. I 1926 grundlagde Racoviță ligeledes det Nationale Turistkontor (ONT), officielt godkendt i 1936, og lagde dermed grundstenen til ansvarlig økoturisme i Rumænien med en vision, der foregreb moderne begreber om bæredygtig udvikling.

I 1955, på initiativ af Borza og Racoviță, blev det Videnskabelige Reservat Gemenele oprettet, et strengt beskyttet område på 1.630-1.947 hektar i hjertet af parken, udelukkende bestemt til videnskabelig forskning. I 1979 inkluderede UNESCO parken i programmet "Menneske og Biosfære" (Man and the Biosphere) og anerkendte den som Biosfærereservat, den første af sin slags i Rumænien. I 1993 inkluderede Den Internationale Union for Naturbevarelse (IUCN) den blandt demonstrationsprojekterne for bæredygtig landdistriktsudvikling. I september 2004 blev Retezat medlem af PAN Parks-fonden, et europæisk netværk af højkvalitets vildmarksområder, sammen med parker som Fulufjället i Sverige, Majella i Italien, Oulanka i Finland og Peneda-Gerês i Portugal. I 2007 blev parken udpeget som Natura 2000-lokalitet (ROSCI0217 Retezat og ROSPA0084 Retezat-bjergene), og integreret i det europæiske økologiske netværk bestemt til bevarelse af habitater og arter af fælles interesse. I 2008 tildelte Europarådet den det prestigefyldte Europæiske Diplom for Beskyttede Områder, der anerkendte den ekstraordinære værdi af naturarven og bevarelsesindsatsen, diplomet fornyet i 2013 og 2023.

En anden europæisk dimension af Retezat er dens forbindelse til UNESCO International Geopark Hațeg-landet, beliggende ved foden af massivet. Denne geopark, medlem af UNESCOs Globale Netværk af Geoparker siden 2005, er berømt for fossilerne af dværgdinosaurer opdaget fra slutningen af det 19. århundrede ved Sânpetru og Tuștea. Arter som Magyarosaurus dacus, Telmatosaurus transsylvanicus, Balaur bondoc og den kæmpestore pterosaur Hatzegopteryx (med et vingefang på cirka 14 meter) levede for omkring 70 millioner år siden på den tidligere Hațeg-Ø, en tropisk vulkansk ø i Tethys-havet. Denne videnskabelige opdagelse af verdensformat, foretaget af rumænske og udenlandske paleontologer (inklusive canadiske og britiske) under koordinering af professor Zoltan Csiki-Sava fra Bukarest Universitet, placerer Retezat i en ekstraordinær europæisk og global geologisk kontekst, der demonstrerer kontinuiteten af de naturlige processer, der formede kontinentet.

Ligeledes blev Retezats bøgeskove (inklusive dem i Reservatet Gemenele) i 2017 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste som en del af det serielle transnationale lokalitet "Gamle og urskov af bøg i Karpaterne og andre regioner i Europa", sammen med 92 andre komponenter fra 18 europæiske lande, fra Albanien og Østrig til Spanien og Ukraine. Denne anerkendelse understreger Retezats rolle som bastion for Europas skovbiodiversitet.

Naturens mesterværk og videnskabelig arv

Retezat-Godeanu-massivet kendetegnes ved en kompleks geologi og et glacielt relief af bemærkelsesværdig udtryksfuldhed. De to store eruptive blokke af granodiorit, kendt som "Retezat-granitten", strækker sig langs hovedryggens nordlige retning over en længde på mere end 40 kilometer og tilbyder et mineralsk landskab af sjælden skønhed, med takkede kamme, skarpe klippekanter og imponerende gletsjerdale. Den sydlige, kalkstensagtige del, kendt som Lille Retezat, huser spektakulære karstformationer: stejle klippevægge, kløfter, huler med koralagtige drypsten og underjordiske gallerier. Blandt de bemærkelsesværdige huler er Șura Mare-hulen (Rumæniens største hule målt på volumen, med over 2 millioner kubikmeter), Zeicului-hulen, Koralhulen og Iorgovan-hulen.

Retezats glaciale relief betragtes som det mest repræsentative i de rumænske Karpater. Massivets tektonik, litologi og morfologi, korreleret med kammenes orientering i forhold til de vigtigste luftmasser, gør Retezat til det vådeste område i de rumænske Karpater. Det hydrografiske netværk er delt i to hovedretninger: mod nord, mod Strei-floden (Mureș-bassinet), hvor alle floder fra vest, nord og nordøst samles, og mod syd, mod Vestlige Jiu (Jiu-bassinet). Det vigtigste vandløb er Râul Mare med en gennemsnitlig årlig vandføring på 12,9 kubikmeter pr. sekund. På alle parkens vandløb findes spektakulære vandfald som Lolaia-vandfaldet (15 meter højt), Ciomfu Mare-vandfaldet, Râușor-vandfaldet og Lazăru-vandfaldet.

Men den sande mesterværk i Retezat er dets unikke system af gletsjersøer, cirka 80 i antal, heraf 54 permanente, beliggende i højder mellem 1.700 og 2.300 meter. Disse søer, dannet i gletsjerdale, er grupperet i komplekser eller isolerede og udgør parkens hovedattraktion. Blandt dem indeholder to nationale rekorder: Bucura-søen, beliggende i 2.030 meters højde, er Rumæniens største gletsjersø med et areal på 8,9 hektar (88.612 kvadratmeter), mens Zănoaga-søen er landets dybeste gletsjersø med en maksimal dybde på 29 meter og et volumen på 693.152 kubikmeter. Andre bemærkelsesværdige søer er Galeșul, Tăul Negru, Tăul Porții, Tăul Țapului, Ana, Lia, Florica, Viorica, Ștevia og Tăul dintre Brazi. Søernes overflade varierer fra 300 kvadratmeter (Stânișoara I) til Bucuras 88.612 kvadratmeter.

Retezats flora er en af Europas rigeste og mest studerede. Med cirka 1.190 arter af højere planter, repræsenterende mere end en tredjedel af Rumæniens flora (3.450 arter), er massivet et sandt botanisk paradis. Heraf er 90 taksoner endemiske, det vil sige de findes ikke noget andet sted i verden: Centaurea phrygia ratezatensis, Draba dorneri, Festuca pacyphylla, Trifolium retezaticum, Rubus retezaticus, Hieracium borzae (opkaldt efter Alexandru Borza) og mange flere. Andre 130 arter har status som "truet" eller "sårbare", heriblandt edelweiss (Leontopodium alpinum), forskellige arter af ensian, Rhododendron kotschyi, Doronicum carpaticum og isnellike. Den botaniske interesse for Retezat går tilbage til anden halvdel af det 18. århundrede, og i det 19. århundrede tiltrak massivet talrige europæiske botanikere, inklusive fra Tyskland, Østrig og Ungarn, hvilket bidrog til dets internationale videnskabelige ry.

Parkens vegetation er lagdelt på flere niveauer. Bøgeskovene (Fagus sylvatica) optager zonen mellem 800 og 1.200 meter, efterfulgt af blandede skove (bøg, gran, ædelgran) mellem 1.200 og 1.400 meter, derefter granskove (Picea abies) mellem 1.400 og 1.800 meter. Skovgrænsen ligger mellem 1.800 og 1.900 meter, over hvilken den subalpine zone strækker sig domineret af bjergfyr (Pinus mugo), cembrafyr (Pinus cembra), Rhododendron kotschyi og dværg-enebær (Juniperus sibirica). Skovene dækker cirka 49% af parkens areal, og heraf er cirka 20% urskove og næsten-urskove, de mest værdifulde værende dem i det Videnskabelige Reservat Gemenele, hvor der findes Rumæniens eneste zone af gammel blandet skov og en af få i Europa.

Retezats fauna er lige så imponerende, repræsenterende næsten en fjerdedel af alle pattedyrarter i Rumænien. Blandt de 55 arter af pattedyr er gråulven (Canis lupus), brunbjørnen (Ursus arctos), vildsvinet (Sus scrofa), den eurasiske los (Lynx lynx), vildkatten (Felis silvestris), gems (Rupicapra rupicapra), kronhjorten (Cervus elaphus), rådyret (Capreolus capreolus), oddderen (Lutra lutra), skovmåren (Martes martes) og grævlingen (Meles meles). En særlig art er alpemurmeldyret (Marmota marmota), genindført i 1973, da 17 eksemplarer fanget i Vanoise Nationalpark i Frankrig og fra de østrigske Alper ved Salzburg blev frigivet i Gemenele-søens dal. Denne genindførelse, en del af et større projekt der også omfattede Rodna- og Făgăraș-bjergene, repræsenterer et eksempel på europæisk samarbejde for bevarelse af biodiversitet, idet de østrigske og franske murmeldyr i dag befolker Retezats kamme og giver turister uforglemmelige øjeblikke.

Parkens fugleliv omfatter 185 arter, idet Retezat er inkluderet af BirdLife International blandt Vigtige Fugleområder (Important Bird Areas). Den emblematiske art er kongeørnen (Aquila chrysaetos), hvis silhuet optræder på parkens logo, sammen med urhanen (Tetrao urogallus), slangeørnen (Circaetus gallicus), stor hornugle (Bubo bubo), sortspætten (Dryocopus martius), vandrefalken (Falco peregrinus) og gribben. Parken huser 13 arter af flagermus og er et vigtigt center for bevarelse af flagermus, og over 1.000 arter af sommerfugle er blevet identificeret, idet Retezat indeholder to Europæiske Primære Områder for Sommerfugle.

Legender, personligheder og vendepunkter

Retezat er indhyllet i et slør af legender, der giver det en særlig mytisk aura i den kollektive bevidsthed i Sydøsteuropa. Selve bjergets navn stammer fra rumænsk: "retezat" betyder "skåret af", og den flade, som med kniv skårne form af Retezat-toppen (2.482 meter), synlig fra hele Hațeg-landet, har givet anledning til talrige fortællinger. Den mest udbredte legende siger, at to kæmper skulle have kæmpet på liv og død, og at den ene af dem skulle have skåret bjergtoppen af med et plovjern. En anden variant fortæller om Hvid-Kejseren, en kejsersøn der i sin kamp med en syvhovedet drage ved en fejl skulle have skåret bjergtoppen af. En mere moderne version, cirkuleret blandt turister, hævder at toppen skulle være "skåret" af en kæmpe laser fra udenjordiske væsener, idet Retezat betragtes som en slags "interplanetarisk port".

Den mest kendte lokale legende er den om Iovan Iorgovan, en mytisk person svarende til Herkules i den græske mytologi. Ifølge den folkelige ballade, indspillet i 1867 af den ungarske etnolog János Csató og bevaret i 43 varianter, var Iorgovan en modig svend, "sø af en romæner", der forelskede sig i en hyrdepige. Pigen blev bortført af en drage, og Iorgovan, efter en desperat søgen, nåede til Retezat-bjergene, hvor han med en kæmpe kølle knuste dragen. Bjergtoppen Piatra Iorgovanului (2.014 meter), beliggende i Lille Retezat, den kalkstensagtige del af massivet, bærer denne helts navn, og Iorgovan-hulen i nærheden betragtes som stedet, hvor dragen skulle have haft sin hule. Denne legende afspejler det dakiske og romerske kulturlag i området, idet Retezat ligger i nærheden af Sarmizegetusa Regia, Dakias åndelige hovedstad, og ruinerne af Ulpia Traiana, den romerske by bygget af kejser Trajan efter erobringen af Dakien i 106 e.Kr.

En anden historisk figur knyttet til Retezat er familien Kendeffy, hvis medlemmer beherskede disse områder i århundreder. Den sidste greve Kendeffy, Gabor, forblev i Rumænien efter nationaliseringen i 1948, idet han nægtede at rejse til Vesten med resten af familien, og blev begravet på kirkegården i Hațeg, idet hele befolkningen i landsbyen Sântămărie-Orlea deltog i begravelsesceremonien. Kendeffy-arven inkluderer Sântămăria-Orlea Slot og ruinerne af Colț Fæstning, opført i slutningen af det 13. århundrede ved indgangen til Râușor-kløften, over vejen der fører op mod Retezat.

Blandt de videnskabelige personligheder, der har præget Retezats historie, er, ud over Alexandru Borza og Emil Racoviță, også Andrei Popovici-Bâznoșanu, geograf og etnolog, George Vâlsan, geograf, samt den ungarske botaniker Gyula Nyárádi, der i 1927 foreslog det første naturreservat i området. Den franske geograf Emmanuel de Martonne, berømt for sine studier af Karpaterne, besøgte Retezat i 1921 og påpegede de massive skovrydninger i Șes-flodens bassin. I kommunisttiden oplevede parken perioder med isolation, men også en intensivering af den videnskabelige forskning, især i Reservatet Gemenele, hvor det Rumænske Akademi byggede Laboratorhuset i 1.770 meters højde.

Efter 1990 stod Retezat over for store udfordringer: overgræsning, ulovlige skovhugster og jordkrav. I 2006 besluttede den rumænske stat til fordel for familien Kendeffys efterkommere og tildelte dem 10.000 hektar i Retezat, inklusive dele af parken, på grundlag af en lov om tilbagegivelse af ejendomme konfiskeret af tidligere regimer. Det Rumænske Akademi, der var blevet tildelt områderne i 1930'erne, anfægtede beslutningen, og efter en lang retssag erklærede retten i 2022 tilbagegivelsen for ulovlig, idet parken vendte tilbage til staten. Denne epoke testede resiliensen af Rumæniens bevarelsesinstitutioner og tiltrak internationale miljøorganisationers opmærksomhed på sårbarheden af Europas naturarv.

Praktisk besøgsguide og nutidens turistoplevelse

Besøg i Retezat Nationalpark i 2026 tilbyder en komplet europæisk økoturisme-oplevelse, der kombinerer bjergvandring på forskellige sværhedsgrader, observation af vild fauna og flora, og adgang til en videnskabelig arv af verdensformat. Hovedadgangen til parken sker fra nord gennem lokaliteterne i Hațeg-landet: Ohaba de sub Piatră, Sălașu de Sus, Nucșoara og Cârnic, beliggende langs amtsvejen DJ 667A og landevejen DN66. En anden adgangsvej er fra syd gennem Câmpu lui Neag og Buții-kløften, kommende fra Petroșani på DN66A. Parkens Besøgscenter, beliggende i landsbyen Nucșoara (kommunen Sălașu de Sus), har åbent mandag til fredag mellem 08:00-16:30 (fredag til 14:00), og i turistsæsonen (lørdag og søndag) tilbyder parkbetjente information og billetter ved hovedindgangene: Cârnic, Gura Apelor og Câmpul lui Neag.

Besøgsafgiften er 10 rumænske lei pr. person (inklusive moms), gyldig i 7 dage, uanset antallet af indgange i parken inden for dette interval. Billetten kan købes på Besøgscenteret Nucșoara, ved de øvrige indgange til parken, hos det autoriserede personale i administrationen, samt online eller via SMS, hvilket letter planlægningen af rejsen. For dem der kommer med bil til bommen ved Gura Apei (vejen mod Gura Bucurei/Poiana Pelegii), opkræves der yderligere en afgift for kørsel på skovvej på 15 lei pr. bil, til Hunedoara Skovdirektorat. De indsamlede midler anvendes til oprydning af parken, vedligeholdelse af infrastrukturen og bevarelsesaktiviteter.

Netværket af turisthytter i parken tilbyder hvilesteder for vandrere: Pietrele-hytten (1.480 m), Gențiana-hytten (1.670 m), Buta-hytten (1.580 m), Rotundu-hytten, Baleia-hytten, Gura Apei-hytten (945 m), samt bjergredningshytterne Salvamont Bucura, Salvamont Zănoaga, Stâna de Râu og Condor. De afmærkede vandrestier varierer fra de lette, tilgængelige for familier med børn, til de svære, bestemt for erfarne bjergbestigere. Blandt de mest populære er: ruten Cârnic – Gențiana-hytten – Pietrele-søen – Bucurii-passet (8-9 timer), ruten Gura Bucurii – Bucura-søen – Peleaga-toppen – Pelegii-dalen – Gura Bucurii (cirka 8 timer, middel til svær sværhedsgrad), ruten Râușor – Ștevia-søen – Retezat-toppen – Râușor (10-11 timer, cirka 1.400 meters højdeforskel), og ruten Buții-kløften – Buta-hytten – Piule-toppen – Pleșa-toppen (8-9 timer). En rute tilgængelig for alle, inklusive personer med handicap, er for nylig blevet anlagt ved Besøgscenteret Nucșoara, hvilket muliggør kontakt med naturen gennem alle sanser.

Den optimale besøgsperiode er mellem juni og september, når vejret er gunstigt og de fleste ruter er tilgængelige. Om vinteren forvandles parken til et landskab for skiløb og vinterbjergbestigning, idet nogle ruter er lukket på grund af lavinefare. Overnatning i telt er kun tilladt i de udpegede områder, med respekt for parkens reglement. Det er vigtigt at vide, at adgang til det Videnskabelige Reservat Gemenele er strengt forbudt for offentligheden, idet den kun er tilladt for forskere med tilladelse udstedt af det Rumænske Akademi, idet dette er en zone med fuld beskyttelse bestemt til bevarelse af økosystemerne i deres naturlige tilstand.

For en komplet oplevelse kan besøgende kombinere udforskningen af Retezat med besøg i UNESCO International Geopark Hațeg-landet, beliggende ved foden af massivet. Her kan man besøge Geoparkens Hus i Hațeg med udstillingen "Drager, drager og dinosaurer", Dværgdinosaurernes Hus i Sânpetru, Vulkanernes Hus i Densuș, samt de middelalderlige befæstede kirker i Densuș (den ældste i Rumænien, med vægmalerier fra det 15. århundrede), Sântămăria-Orlea og Strei, optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Ligeledes ligger Sarmizegetusa Regia, Dakias tidligere hovedstad, i nærheden, optaget på UNESCOs verdensarvsliste som en del af "De dakiske fæstninger i Orăștie-bjergene".

Retezat forbliver således et sted, hvor Europas historie — fra den dakiske civilisation og den romerske erobring, gennem de middelalderlige migrationer og den østrig-ungarske aristokrati, til den moderne videnskab og nutidens bevarelse — møder naturen i en symbiose af enestående karakter. Det er et helligdom ikke kun for brunbjørnen, ulven, gems og kongeørnen, men også for den europæiske ånd af opdagelse, af respekt for naturarven og af søgen efter civilisationens sande værdier. For den europæiske rejsende, der når hertil, tilbyder Retezat det, som få steder på kontinentet stadig kan tilbyde: et autentisk møde med vildmarken, i et landskab der i det væsentlige er forblevet uændret i tusinder af år, et stumt vidne om imperiernes passage og livets fortsættelse i dets reneste former.