Sarmizegetusa Regia-fæstningen

En fæstning over Europa: introduktion og universel værdi

I over 1.200 meters højde, i hjertet af Orăștie-bjergene i det sydvestlige Transsylvanien, på Grădiștei-bakken — en top, der dominerer dalen med floden af samme navn — strækker ruinerne af den mest imponerende hovedstad i en civilisation, som den europæiske historie længe kaldte "barbarisk" med et uretfærdigt ord. Her lå Sarmizegetusa Regia, hovedstaden i det Daciske Kongerige, den vigtigste militære, religiøse og politiske centrum i den daciske verden i næsten halvandet århundrede, fra midten af det 1. århundrede f.Kr. til sommeren 106 e.Kr., da Trajans legioner erobrede den og næsten udslettede den fra jordens overflade. I dag er det arkæologiske sted ved Grădiștea de Munte, beliggende på området for landsbyen af samme navn i kommunen Orăștioara de Sus, Hunedoara amt, en del af komplekset "Daciske Fæstninger i Orăștie-bjergene", optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 1999 — en anerkendelse af, at disse befæstninger repræsenterer, i UNESCO-eksperternes ord, "billedet af en kraftfuld og innovativ antik civilisation", i stand til at udvikle en original militærarkitektur, en proto-urbant byplanlægning og et unikt religiøst system i Europa øst for Rhinen.

For den kultiverede europæiske rejsende er Sarmizegetusa Regia mere end et simpelt arkæologisk sted. Det er stedet, hvor en af de mest dramatiske konfrontationer mellem Romerriget og Europas "barbariske" verden fandt sted — de dacisk-romerske krige under Trajan —, det er udgangspunktet for den romerske provins Dacia, som skulle forme skæbnen for en hel region i 165 år, og det er samtidig et af få steder i Europa, hvor man kan betragte, i monumental skala, den hellige arkitektur i en præ-romersk civilisation, der nåede et udviklingsniveau, som kunne måle sig med de store centre i den hellenistiske verden. Her, 1.200 meter over havet, byggede dakerne en by på over 250 menneskeskabte terrasser, gravede kilometer af kanaler til opsamling og fordeling af drikkevand, slog mønt efter romerske denarer, rejste otte templer — to cirkulære og seks firkantede, ifølge de seneste opdagelser — og samlede en skat, hvis guld skulle finansiere, i Rom, forummet og Trajans søjle. Den besøgende, der i dag træder på fæstningens ruiner, træder i virkeligheden på en af Europas historiske milepæle: grænsen mellem to verdener, den romerske og den daciske, hvis voldelige møde — men også kreative fusion — gav fødsel til, blandt andet, det rumænske folk og dets latinske arv.

Historiske rødder og store europæiske forbindelser

Historien om Sarmizegetusa begynder midt i det 1. århundrede f.Kr., i en periode, hvor Europa var skueplads for politiske forandringer af kontinentalt omfang. I anden halvdel af det århundrede lykkedes det kong Burebista — et navn, der stadig genlyder i den europæiske historiografi som den første samler af de getisk-daciske stammer — med hjælp fra storspidsmanden Deceneu at skabe en centraliseret stat, der strakte sig fra Sortehavet til den Pannonske Slette og fra Haemus-bjergene til Pripet-sumpene. Dette kongerige, sammenligneligt i ambition og organisering med de omkringliggende hellenistiske stater eller Cæsars romerske ekspansion i Gallien, havde oprindeligt sin hovedstad ved Argedava, identificeret af historikere med fæstningen ved Costești-Cetățuie, beliggende i nærheden, hvorefter magtcentret mod slutningen af Burebistas regeringstid flyttede til Sarmizegetusa Regia. Den europæiske kontekst for denne opstigning er afgørende: Burebista involverede sig direkte i den romerske republikks politik og valgte at støtte Pompejus i borgerkrigen mod Cæsar i år 48 f.Kr. — et bevis på, at det daciske kongerige allerede var en anerkendt aktør på Middelhavets diplomatiske scene. Myrdet i 44 f.Kr., kort efter Cæsars død, efterlod Burebista et stærkt kongerige, hvis fæstninger — Costești-Cetățuie, Costești-Blidaru, Piatra Roșie, Bănița, Căpâlna og Sarmizegetusa selv — skulle danne, et århundrede senere, det forsvarssystem, der blev udtænkt af den sidste daciske konge.

Denne sidste konge, Decebal (eller Diurpaneus, "den stærkeste af dakerne", som kilderne forklarer), regerede mellem 87 og 106 e.Kr. og lykkedes det at genforene den daciske stat efter en periode med fragmentering, motiveret netop af den stadig større fare, som Romerrigets ekspansion mod Donau udgjorde. Forholdet til Rom var præget af konflikt og diplomati: under Domitian blev generalen Cornelius Fuscus besejret af dakerne i 87 e.Kr., og freden i 89 e.Kr. gjorde Dacia til et klientkongerige — Rom forpligtede sig til at betale subsidier, sende håndværkere, ingeniører og arkitekter og levere våben, til gengæld for dakernes løfte om at forsvare den kejserlige grænse. Denne "tidlige romanisering" af de daciske befæstninger, dokumenteret arkæologisk, viser, hvor sammenkoblet den daciske verden var med den romerske allerede før de endelige krige. Da Trajan besteg tronen i 98 e.Kr., udgjorde Dacia den største trussel mod de donauske provinser — Moesia — og beslutningen om erobring blev hurtigt truffet. To blodige krige fulgte: 101–102 og 105–106 e.Kr., hvis episoder er udødeliggjort på den berømte Trajans søjle i Rom, rejst i 113 e.Kr. i Trajans Forum, et værk af arkitekten Apollodorus fra Damaskus. Den spiralformede frise, næsten 200 meter lang og befolket med over 2.500 figurer, fremstiller scener fra belejringen af Sarmizegetusa: de daciske forsvarere, der deler deres sidste dråber vand, efter at Trajan havde afskåret deres vandledninger, fæstningen i brand, erobringen af den kongelige skat. Den romerske historiker Dio Cassius nedskriver, at efter hovedstadens fald afslørede en nær medarbejder til Decebal, Bicilis, for romerne stedet for den skjulte skat under floden Sargetias leje — identificeret med Streiul i dag — hvor kongen havde omdirigeret vandløbet ved hjælp af fanger for at begrave guld og sølv. Tallene overleveret af Dio Cassius og af Ioannes Lydus, baseret på Critons Getica — 165.000 kg guld og 331.000 kg sølv — er naturligvis overdrevne, men plyndringens rigdom var reel og imponerende: dakernes guld finansierede kejserlige byggerier i Rom og nærede myten om det nordlige Donau-"Eldorado". Decebal selv, forfulgt af det romerske kavaleri, begik selvmord ved at skære halsen over, idet han nægtede at falde levende i hænderne på romerne. Efter 106 e.Kr. stationerede en garnison bestående af afdelinger fra Legio IV Flavia Felix i fæstningen i omkring elleve år, og Dacia blev en romersk provins. Trajan grundlagde omkring 40 kilometer mod sydvest en ny hovedstad, Colonia Ulpia Traiana Augusta Dacica Sarmizegetusa — i dag stedet ved Sarmizegetusa-Hațeg, med dets museum og romerske amfiteater — og kejser Hadrian skulle tilføje navnet Sarmizegetusa netop for at den nye hovedstad skulle opfattes som en symbolsk fortsættelse af den daciske. I 271 e.Kr. skulle Aurelian trække den romerske administration tilbage syd for Donau, men den kulturelle arv forblev: det talte latinske sprog her skulle blive, i de følgende århundreder, fundamentet for det rumænske sprog.

Interessant for den europæiske læser er også måden, hvorpå Sarmizegetusa blev opfattet af den antikke verden efter erobringen. Claudius Ptolemaeus nævner i sin Geographia (omkring 150 e.Kr.) "Zarmizeghéthousa Basileion" — "den kongelige fæstning" — blandt Dacias bosættelser, idet han bevarede de geografiske koordinater for den tidligere hovedstad selv efter dens ødelæggelse. Navnet overlevede i kilder under flere former — Zarmigethusa, Zermizegethusa (Dio Cassius), Sarmazege (den anonyme geograf fra Ravenna, 7. århundrede), Sarmategte (Tabula Peutingeriana) — bevis på en vedvarende geografisk erindring. Ydermere, indtil begyndelsen af det 20. århundrede forvekslede historikere den romerske hovedstad Ulpia Traiana med den daciske hovedstad, først i 1880 foreslog historikeren Grigore Tocilescu identifikationen af ruinerne ved Grădiștea Muncelului med den sande Sarmizegetusa, på grundlag af græske tegn ridset i den daciske murværk.

Den videnskabelige genopdagelse af stedet tilhører, paradoksalt nok, en anden kejserlig æra: den habsburgske. I begyndelsen af det 19. århundrede vakte nyheden om opdagelsen af guldskatte af lokale beboere den østrigske administrations opmærksomhed i Transsylvanien. I 1803–1804 organiserede Paul Török, repræsentant for det østrigske skattevæsen i Hunedoara, de første officielle udgravninger — næsten ti måneders forskning, der bragte et femkantet tårn, tempelruiner, et romersk bad og keramiske fragmenter med indskrifter frem i dagen, heriblandt den berømte "PER Sco Rilo". Gennem det 19. århundrede blev forskningen af stedet overtaget af en hel række lærde fra det Østrig-Ungarske Kejserrige — østrigere, ungarere og saksere: Michael Ackner, Johann Neigebaur, brødrene Friedrich og Heinrich Müller, Gabor Finály, Gábor og István Téglás, Anton Bögözi, Mihály Péchy, Franz von Pribila — mens rumænske lærde primært var optaget af spørgsmålet om latiniteten. Denne "kejserlige" fase af forskningen efterlod planer, rapporter og delvist glemte opdagelser, først genopdaget i dag af samtidige arkæologer. Det 20. århundrede bragte systematiseringen: Vasile Pârvan, D.M. Teodorescu, Constantin Daicoviciu — som fra 1949 ledede det mest omfattende forskningsprojekt —, Hadrian Daicoviciu, Ion Horațiu Crișan og Ioan Glodariu lagde grundlaget for den moderne forståelse af stedet. Fra 1995 bragte et tæt samarbejde mellem Institut for Antik Historie ved Kölns Universitet og Transsylvanske Nationalmuseum for Historie i Cluj, sammen med Babeș-Bolyai Universitet, tyske arkæologiske metoder med sondering og geofysik til Orăștie-bjergene. Og fra 2020 påbegyndte det europæiske projekt "Dacias Hovedstad – Levende Museum for Europas Kulturarv", finansieret gennem RO-CULTURA-programmet fra EØS-midler (norske fonde) på omkring 2,7–3 millioner euro, i partnerskab med Mihai Eminescu Trust Fonden og Møre og Romsdal regionen i Norge, den mest omfattende restaurering i monumentets nyere historie: over 700 meter fæstningsmur genopført, digitalisering af stedet, et lapidarium og et besøgscenter. I 1999 blev de seks befæstninger — Sarmizegetusa Regia, Costești-Cetățuie, Costești-Blidaru, Luncani-Piatra Roșie, Bănița og Căpâlna — optaget sammen på UNESCOs Verdensarvsliste, som et unikt forsvarssystem i Europa.

Arkitektonisk mesterværk og kunstnerisk arv

De systematiske arkæologiske udgravninger har afsløret et kompleks af forbløffende kompleksitet, organiseret i tre funktionelt distinkte zoner: fæstningen — kongens, storspidsmandens og øverste dommers residens —, den hellige zone, med de monumentale helligdomme, og den civile bosættelse, den største kendte beboelse indtil videre i den daciske verden. Hele komplekset udfolder sig over en akse på næsten seks kilometer, på Grădiștei-bakkens skråninger, og omfatter over 250 menneskeskabte terrasser — nogle nylige topografiske kilder vurderer næsten 400 hektar planlagt terræn i antikken — hvoraf kun en lille del er undersøgt indtil videre.

Fæstningen selv rejser sig på toppen, i 1.200 meters højde, og er omgivet af en fæstningsmur bygget udelukkende i teknikken murus dacicus — et originalt arkitektonisk system, uden tilsvarende i den antikke verden, som kombinerer massive stenblokke med en fyldning og en ramme af træ, hvilket giver konstruktionen en bemærkelsesværdig modstandsdygtighed og fleksibilitet. Murene, 3,30 meter tykke og 4–5 meter høje, danner en uregelmæssig polygon — næsten et heksagon med ulige sider — med en maksimal bredde på 152 meter, perfekt tilpasset klippens form. Inden for fæstningen, med et areal på over et hektar (inden for et større kompleks, hvor akropolen når omkring 3 hektar), lå kongens residens og de administrative bygninger. Dakernes tekniske innovation stopper ikke her: et genialt system til opsamling, filtrering og fordeling af drikkevand — keramiske rør, cisterner, kanaler — betjente både fæstningen og de civile kvarterer på terrasserne, og de daciske eliter nød godt af rindende vand i deres boliger, en luksus næsten uforestillelig for datidens Europa. Historikeren Hadrian Daicoviciu understregede, at disse installationer vidner om bemærkelsesværdige "offentlige hygiejniske bekymringer", og i en af de undersøgte boliger blev der fundet et veritabelt antik medicinsk kit: bronzeang, jernskalpel, fem lerflasker til opbevaring af medicinske stoffer og en plade af presset vulkansk aske, brugt som absorberende og helbredende middel. De daciske lægepræster kendte 42 lægeplanter med helbredende egenskaber — deres liste, med daciske navne, blev overleveret af den græske læge Dioscorides —, praktiserede balneoterapi og var i stand til at udføre kirurgiske operationer.

Den hellige zone, beliggende omkring 100 meter øst for fæstningens port og forbundet med denne via en via sacra — en vej brolagt med kalkstens-, sandstens- og andesitplader, hvis segmenter er blevet afdækket i de seneste kampagner —, udfolder sig på to store terrasser (den 10. og 11.) og, ifølge opdagelserne fra 2017–2021, også på den 9. terrasse. Her koncentreres otte templer — to cirkulære og seks firkantede — hvilket gør Sarmizegetusa til et af de tætteste komplekser af hellig arkitektur i det antikke Europa. Det Store Runde Tempel — "kalenderhelligdommet", som det er blevet kaldt — dominerer komplekset: en bygning med en diameter på næsten 30 meter, bygget af tre koncentriske cirkler — 104 andesitblokke yderst, 180 andesitsøjler i midten og, indvendigt, 84 træsøjler omkring 3 meter høje, beklædt med terracottaplader, plus en hesteskoformet apsis af 34 træsøjler, der afgrænser det hellige ildsted. Fire symmetriske indgange og et kegleformet tag fuldendte konstruktionen, og apsiden var orienteret mod vintersolhvervets solopgang. Den matematiske disposition af elementerne — 180 søjler grupperet i 30 kolonner à 6, 52 sokler i fire rækker à 13 — har næret den fascinerende hypotese om et dacisk kalender: et år på 360 dage delt i 12 måneder à 30 dage, hver måned i 5 perioder à 6 dage, eller, i kalkstens-tempelvariantet, et år på 364 dage repræsenteret ved 4 årstider à 13 uger. Ved siden af det befinder sig det berømte "Andesit-solen" — et cirkulært alter opdaget i 1958 og fuldt afdækket i 1959, udhugget med ti solstråler, symbol på den daciske religions urano-solære karakter. Det store kalkstenstempel, det ældste, stammer fra Burebistas tid og husede 60 træsøjler på massive kalkstenssokler, mens de firkantede andesittempler, med sokler på to meters diameter, ifølge arkæologernes fortolkninger var rum for militære initieringsriter — "menneskets tempel og ulvenes hule", som historikeren Dinu Antonescu skrev. Et slående træk, som stadig forbløffer: de store daciske helligdomme havde intet andet tag end himlen — åbne, hyperæstre rum, hvor søjler af sten og træ indrammede selve himlen som et levende tempel.

Den mest spektakulære opdagelse i de senere år — officielt annonceret i 2021 af arkæologen Răzvan Mateescu, fra Transsylvanske Nationalmuseum for Historie og Babeș-Bolyai Universitet, leder af udgravningen — er det ottende tempel, identificeret på den 9. terrasse, efter fem udgravningskampagner påbegyndt i 2017. Dets plan omfatter 60 kalkstenssokler anbragt på fem rækker à tolv rækker, på et anslået areal på 350 kvadratmeter, og fragmenterne af malet puds fundet i det brændte lag, der ødelagde den tidligere bygning, repræsenterer en exceptionel sjældenhed i dacisk arkitektur: "Pudsen, især malet, er ikke ofte set — ikke alle havde råd til sådan noget", understregede Mateescu, hvilket antyder, at også den tidligere fase var en imponerende bygning, ødelagt af en brand og genopført fra grunden.

Den civile bosættelse, udstrakt over snesevis af kunstige terrasser på bakkens vest- og østskråninger, afslører en industriel og kommerciel by af europæiske proportioner. Her fandtes grupper af boliger, håndværksværksteder, depoter, kornlagre og vandopsamlings- og fordelingsinstallationer. De fleste opdagede værksteder er jernsmedeværksteder — på en enkelt terrasse fandt man omkring 1.000 kilo jernsvampe, råmateriale til redskaber og våben —, men også keramiske værksteder og glasværksteder er blevet undersøgt. I 1988, i den østlige del af stedet, på den 4. terrasse, blev der opdaget et møntværksted, hvor dakerne efterlignede romerske denarer — bevis på integrationen af den daciske økonomi i det mediterrane handelssystem —, med bronzestempler fastgjort i jernhylstre. Inventaret i jernsmedeværkstederne er imponerende: omkring 400 metalartefakter — lejer, segl, hakker, river, knive, plovskær, tømmerøkser, men også våben: krumme dolke (sicae), sværd, spydspidser, skjolde. Keramikken fra Sarmizegetusa imponerer ved elegancen i bordservice, med synlige mediterrane påvirkninger, og på talrige fragmenter forekommer grafiske tegn — græske og latinske bogstaver ridset efter brænding — som antyder et uventet alfabetiseringsniveau. På stedets område er der gennem tiden fundet talrige smykker, guldmønter af Koson-typen med græske indskrifter, guld- og sølvgenstande, der udgør en del af den berømte Daciske Skat, i dag for størstedelen opbevaret på Rumæniens Nationalmuseum for Historie i Bukarest.

Sarmizegetusas arkitektur og kunst indgår i en bred europæisk kontekst: dakerne tilhører den nordlige gren af thrakerne, og deres materielle kultur — fra de ceremonielle hjelme fra Ciumești eller Jernporten til sølvfibulaer og fin keramik — bærer præg af interaktioner med den keltiske verden (La Tène-kulturen), med de græske kolonier på Sortehavskysten (Histria, Tomis, Callatis) og med det skytiske rige. De cirkulære helligdomme, med præcise astronomiske orienteringer mod solhvervene, har fremkaldt sammenligninger med Stonehenge — et megalitisk monument også optaget på UNESCOs liste —, skønt, i modsætning til dette, de daciske templer var "levende" konstruktioner, af sten og træ, beregnet til ritual, ikke blot himmelobservation. Teknikken murus dacicus, skønt den fremviser visse ligheder med hellenistiske befæstningsmetoder (synlige især ved Costești-Blidaru) og med de keltiske, forbliver en original innovation, anerkendt som sådan af UNESCO.

Legender, personligheder og vendepunkter

Figuren, der dominerer Sarmizegetusas historie og erindring, er uden tvivl kong Decebal. Regerende mellem 87 og 106 e.Kr. lykkedes det ham at genforene det fragmenterede daciske kongerige og modstå to romerske militærkampagner før det endelige fald. På et stort lerkar — omkring 60 centimeter højt og med en diameter på over en meter — fundet på stedet, forekommer en indskrift på latinsk alfabet: "DECEBALVS PER SCORILO", fortolket af lærde som "Decebalus, søn af Scorilo". Scorilo (eller Scorylo) var en dacisk konge nævnt af den romerske historiker Frontinus og af goteren Jordanes (under navnet Coryllus, mellem Comosicus og Diurpaneus), som skulle have regeret i fire årtier i en periode med relativ fred, indtil omkring år 70 e.Kr. Jordanes skrev i sin Getica, at geterne "altid var næsten overlegne alle barbarere og næsten ligeværdige med grækerne" — en værdidom, der placerer det daciske kongerige på det antikke Europas kulturelle kort. Decebals død, i sommeren 106 e.Kr., efter at han var blevet forfulgt af det romerske kavaleri gennem bjergene, markerer et vendepunkt: idet han nægtede fangenskab, skar kongen halsen over sig, og med ham ophørte det uafhængige Daciske Kongeriges eksistens.

En anden legendarisk personlighed er Zalmoxis (eller Zalmoxian), dakernes øverste gud, om hvem Herodot — den europæiske historiografis fader — berettede, at han skulle være en get født på Dacias områder, slave af Pythagoras på øen Samos, befriet og beriget med visdom fra den store græske filosof og fra ægypterne, som han skulle have besøgt på sine rejser. Vendt tilbage blandt sine egne havde Zalmoxis bragt troen på sjælens udødelighed og mysterierne i en monoteistisk religion, med én almægtig gud, hersker over himmel og jord. Denne "pythagoreiske lære" fra Zalmoxis, filtreret gennem prisme af den solære urano-solære religion i helligdommene ved Sarmizegetusa, illustrerer, hvor dybt forbundet den daciske verden var med Middelhavets store åndelige strømninger — fra det faraoniske Egypten til det klassiske Grækenland — og forklarer præsteskabets prestige, i stand til at forene, sammen med kongen, hele staten.

Stedets legender stopper ikke ved historiske figurer. Historien om Decebals skat — skatten skjult under floden Sargetias (Streiul i dag) leje, afsløret af forræderen Bicilis — har næret århundreders søgen. I slutningen af det 18. århundrede vakte nyheden om, at landsbyboere fandt guldmønter blandt ruinerne, "guldfeberen" i det habsburgske Transsylvanien og førte til de første officielle udgravninger. To århundreder senere, efter 1990, udløste opdagelsen af skatte af arkæologiske krybskytter — Skatten fra Fagii lui Bodea (1996, omkring 3.000–4.000 guldstater, 25–34 kg), skatten med 3.600 Lysimachos-mønter fra Șesu Căprăreței (1998, 30,6 kg), den fra Dealu Muncelului (2007, 10,2 kg) — et sandt moderne "El Dorado" i Șureanu-bjergene, i alt omkring 87–97 kilo guld delvist genvundet af myndighederne. Den mest spektakulære episode forbliver den med de daciske guldarmbånd: 24 spiralformede armbånd af 24 karat guld, nogle vejede over et kilo, med ender i form af ulvehoveder — symbolet på den daciske adel og sandsynligvis et snævert privilegium for kongefamilien i deres egenskab af præster. Tretten af dem (plus et fjortende på 1,2 kg) blev genvundet af den rumænske stat mellem 2007 og 2011, efter at de var blevet smuglet ulovligt ud af landet og handlet på antikvitetsmarkedets sorte børs — en historie, der fortsætter med at forurolige bjergets fred og som desværre også viser kulturarvens skrøbelighed over for arkæologisk krybskytteri.

Selv fæstningens navn undslipper ikke mysteriet. Sarmizegetusa — på græsk Zarmizegethoúsa — er nået frem til os gennem talrige varianter (Zarmigethusa hos Ptolemaeus, Zermizegethusa hos Dio Cassius, Sarmazege hos Geografen fra Ravenna), og dets etymologi forbliver omdiskuteret. Den mest citerede hypotese, formuleret af lingvisten Ioan I. Russu, ser i navnet en sammensætning af zermi ("klippe, højde") og zeget ("palisade, fæstning", fra indoeuropæisk gegh-, "gren, søjle"), hvilket giver betydningen "Fæstningen på klippen" eller "Den Høje Fæstning". Andre hypoteser foreslår "byen ved den varme flod" (fra zarmi, "varm", og flodnavnet Sargetia), "centrum hvor de ridende bueskytter mødes" eller "paladset, der belyser livets verden" — sidstnævnte nærmer zaryma ("palads", jf. sanskrit harmya) til zegeth ("livets verden"). En ældre teori, "sarmaternes og getternes hovedstad" (sarmis et getusa), blev afvist af Vasile Pârvan, som viste, at sarmaterne først trængte ind i getisk område efter Trajan, og at hovedstadens navn var langt ældre. Det faktum, at stednavnet Grădiștea — et gammelt rumænsk ord for "fæstning" — er blevet bevaret af områdets bønder i to årtusinder, er i sig selv et mirakel af folkelig erindring: hyrderne fra landsbyen ved bjergets fod har bevaret, fra mund til mund, navnet på den forsvundne tidligere hovedstad.

Blandt de vendepunkter i europæisk historie, som dette sted huser, er også krigen med Domitian (87–89 e.Kr.), da Dacia blev et klientkongerige under Rom, og den aurelianske tilbagetrækning i 271 e.Kr., som flyttede rigets grænse til Donau, men efterlod et romaniseret Dacia, den kulturelle matrix for det fremtidige Rumænien. Mellem disse milepæle var Sarmizegetusa vidne til fødslen af provinsen Dacia og en kultur-religiøs syntese, der skulle overleve selve riget.

Praktisk besøgsguide og den moderne turists oplevelse

Sådan kommer du dertil. Det arkæologiske sted Sarmizegetusa Regia (LMI-kode HD-I-s-A-03190) ligger omkring 15–20 kilometer fra byen Orăștie og omkring 40 kilometer fra Deva, amtshovedstaden i Hunedoara amt. Den mest benyttede vejrute starter fra Orăștie og følger den asfalterede vej Orăștie – Beriu – Orăștioara de Sus – Costești – Grădiștea de Munte, over en samlet afstand på omkring 35–40 kilometer, hvoraf de sidste kilometer går gennem Grădiștei-dalens snævre dal. En offentlig parkeringsplads er anlagt få hundrede meter fra indgangen til fæstningen, og derfra kan besøgsruterne — to tematiske kredsløb — gennemføres på omkring 1,5–2 timer. For vandringsentusiaster findes der også en bjergrute markeret med rødt kors, med afgang fra landsbyen Costești, som går op gennem bøgeskov til Grădiștei-toppen til ruinerne og fortsætter mod Godeanu-toppen (1.656 m). Afstande til andre bycentre: Sibiu omkring 80 km, Cluj-Napoca omkring 150 km, Bukarest omkring 350 km.

Program og priser 2026. Stedet administreres af Museet for Dacisk og Romersk Civilisation (MCDR) i Deva, gennem Tjenesten for Administration af de Daciske Fæstninger i Orăștie-bjergene, under Hunedoara Amtsråd. Standardbesøgsprogrammet er følgende: i perioden 1. maj – 30. september, dagligt mellem kl. 09:00 og 20:00; i perioderne 1. marts – 30. april og 1. oktober – 30. november, dagligt mellem 09:00 og 18:00; i perioden 1. december – slutningen af februar, mellem 10:00 og 15:00, kun hvis vejret tillader det. Særlig opmærksomhed for efteråret 2026: fra den 25. september og gennem oktober 2026 er stedet kun åbent lørdag og søndag (09:00–20:00 i september, 09:00–18:00 i oktober), fra mandag til fredag lukket på grund af restaurerings- og konserveringsarbejder på den 10. terrasse, som en del af projektet "Dacias Hovedstad – Levende Museum for Europas Kulturarv". De officielle priser for regnskabsåret 2026 (i henhold til Hunedoara Amtsråds beslutning nr. 310/2025) er: 30 lei for voksne, 10 lei for elever, studerende og pensionister, gratis for personer med svære og alvorlige handicap sammen med ledsager; audioguiden er tilgængelig på rumænsk, engelsk, fransk, tysk og ungarsk til 30 lei pr. apparat (90 minutter); specialiseret guidning for grupper på maksimalt 30 personer koster 100 lei på rumænsk og 150 lei på engelsk; årsabonnementer er 200 lei (voksne), 300 lei (familie) og 100 lei (elever/studerende/pensionister), og en enkeltbillet på 150 lei (voksne) giver adgang i 7 dage til alle MCDR-objektiver. Der findes også et fotograferingsgebyr (15 lei for privatpersoner) og kommercielt filmgebyr (300 lei/time). Opdaterede oplysninger kan fås på telefon 0254 216 750 eller +40 722 360 626 (Tjenesten for Administration af de Daciske Fæstninger), på hjemmesiden mcdr.ro og på den officielle Facebook-side "Sarmizegetusa Regia".

Hvad du vil se. Ruten gennem fæstningen afslører først og fremmest den massive fæstningsmur i murus dacicus-teknikken — sporene af den imponerende befæstning, der omgiver plateauet — og ruinerne af bygningerne inden for denne. Den brolagte vej "via sacra" fører derefter mod den hellige zone, hvor templerne rejser sig, på terrasserne X og XI, fundamenterne og soklerne af templerne: Det Store Runde Tempel med dets "kalender" af sten, "Andesit-solen" med sine ti stråler, Burebistas store kalkstenstempel og de firkantede andesittempler, med deres regelmæssige rækker af søjlesokler. I nærheden, på ruten mellem den vestlige og den sydlige port, befinder sig zonen for det tidligere møntværksted opdaget i 1988. Uden for den besøgelige fæstning, mod vest, strækker sig — stadig i vid udstrækning uudforsket og dækket af vegetation — den vidtstrakte civile bosættelse, med sporene af terrasser, veje og vandinstallationer, en hel by sovende under skoven. Over 67.000 turister besøger årligt fæstningen, og det igangværende restaureringsprojekt lover i de kommende år et "levende museum" med digitale rekonstruktioner, udstillinger og moderne infrastruktur, samtidig med at stedets vilde og kontemplative karakter bevares.

I omegnen. Besøget ved Sarmizegetusa Regia kompletteres naturligt med de andre fem daciske fæstninger i UNESCO-arven — Costești-Cetățuie og Costești-Blidaru, kun få kilometer væk, betragtet som nogle af de mest imponerende befæstninger i forsvarssystemet (Blidaru er den bedst artikulerede, med synlige hellenistiske elementer), Luncani-Piatra Roșie, spektakulært beliggende på en næsten utilgængelig klippe, Bănița og Căpâlna —, med Ulpia Traiana Sarmizegetusa ved Hațeg (den romerske hovedstad i Dacia, med arkæologimuseet og det restaurerede romerske amfiteater, beliggende omkring 40 kilometer væk), med byen Deva og dens middelalderlige fæstning, med UNESCO's Internationale Geopark Țara Hațegului — Rumæniens eneste dinosaur-geopark — og med Retezat Nationalpark, ved hvis fod en del af denne regions natur- og menneskehistorie udfolder sig. For den europæiske rejsende tilbyder området således et komplet kredsløb: fra dakernes hellige og militære hovedstad, til provinsens romerske hovedstad, fra stenens templer til amfiteatret ved Ulpia Traiana, fra Decebals guld til Transsylvaniens latinske arv.

Praktiske råd. Højden på 1.200 meter bringer hårde vintre og kølige somre: selv i august kan temperaturen på toppen være 10–15 grader lavere end på sletten, og tågen kan indhylle ruinerne uden varsel. Bjerksko er obligatorisk, og et ekstra lag tøj er velkomment. Respekter stedet: klatr ikke på murene, tag ikke sten eller fragmenter "som souvenir" — hver sten er et arkæologisk dokument —, og fotografering med drone kræver særlig tilladelse. Det bedste lys til fotografier er tidligt om morgenen eller mod solnedgang, når andesit-solen skinner bogstaveligt, og ved solhvervene, når søjlernes skygger justerer sig med de hellige markeringer, får stedet en næsten magisk ladning — den samme, som for to årtusinder siden blev følt af dakernes præster i Europas tabte hovedstad mod øst.