Ulpia Traiana Sarmizegetusa – Romersk koloni i Dacien

Fængslende introduktion og universel værdi

I hjertet af Hațeg-bassinet, i en højde af 531 meter, under det majestætiske blik fra Retezat-bjergene og inden for forsvarsradius af Poiana Ruscă-massivet, udfolder sig en historie, der taler om mødet mellem civilisationer og om Romerrigets kejserlige ambition om at forvandle et barbarisk territorium til det administrative centrum for en provins. Ulpia Traiana Sarmizegetusa er ikke blot en simpel arkæologisk ruin, men et tavst vidne til det mest ambitiøse romaniseringsprojekt i hele Østeuropa, et sted hvor kejserlige veje mødtes med den oprindelige spiritualitet, og Trajans legioner efterlod ikke kun stenmure, men fundamentet for en ny kulturel identitet. Dette sted repræsenterer et væsentligt kapitel i Europas store historie, idet det var hovedstaden i provinsen Dacia Felix, det territorium erobret af kejser Trajan efter de dakiske krige i 101-106 e.Kr., en begivenhed der omdefinerede kontinentets politiske kort og bragte Transsylvaniens guld til Romers rigskasse. For den nutidige rejsende betyder det at træde på dette gamle bys brolægning en rejse tilbage i tiden til det 2. århundrede, da her pulserede livet i en metropol med over 20.000 indbyggere, forbundet via kejserlige veje til verdens hovedstad ved Tiberfloden og til imperiets andre store urbane centre, fra Lugdunum i Gallien til Antiokia i Syrien.

Historiske rødder og store europæiske forbindelser

Ulpia Traianas historie er uadskilleligt forbundet med Romerrigets aggressive ekspansion under det flaviske dynasti og Trajans militære politik, som efter at have konsolideret den rhinske grænse og besejret partherne i øst, rettede blikket mod Dakias rigdomme. Efter erobringen af den dakiske hovedstad Sarmizegetusa Regia i Orăștie-bjergene i år 106 e.Kr. og kong Decebalus' død blev provinsen Dacia administrativt organiseret, og omkring årene 108-110 e.Kr. grundlagde guvernøren Decimus Terentius Scaurianus, cirka 40 kilometer fra den gamle kongelige hovedstad, en koloni beregnet for legionærveteraner. Oprindeligt kaldet Colonia Ulpia Traiana Augusta Dacica efter Trajans familienavn (Marcus Ulpius Traianus) og hans titel Augustus, fik bosættelsen senere under kejser Hadrian det supplerende navn Sarmizegetusa, idet den således overtog det åndelige navn for det erobrede sted i en symbolsk gestus af forsoning mellem erobrere og besejrede. Denne grundlæggelsesakt indgår i den bredere kontekst af den kejserlige koloniseringspolitik, svarende til den der blev anvendt i Gallien, Britannien eller de donauske provinser, hvor romerske veteraner blev søjlerne i en ny administrativ og kulturel orden.

Under Alexander Severus' regeringstid (222-235 e.Kr.), den sidste repræsentant for severernes dynasti, fik byen status som metropolis og var vært for Concilium III Daciarum, forsamlingen af repræsentanter for de tre dakiske provinser (Dacia Porolissensis, Dacia Apulensis og Dacia Malvensis), et organ der havde sit sæde skiftevis også i Apulum (Alba Iulia), men som her i Sarmizegetusa markerede afgørende øjeblikke i det kejserlige politiske liv, såsom hyldesten til Gordian III i år 241 e.Kr. Disse begivenheder placerer Ulpia Traiana i et europæisk netværk af provinsielle centre, side om side med Carnuntum ved Donau, Virunum i Noricum eller Aquincum i Pannonien, alle væsentlige knudepunkter i den kejserlige administration. Desuden lå byen på en strategisk kejserlig vej der kom fra Donau og fortsatte mod nord til Porolissum (Moigrad), som en del af kommunikationssystemet der forbandt Rom med imperiets nordlige grænse, svarende til Via Claudia Augusta eller vejene der krydsede Den Iberiske Halvø.

Perioden med fred og blomstring varede indtil det 3. århundrede, da imperiets krise og presset fra de migrerende folkeslag sat provinsens modstandskraft på prøve. I 117-118 e.Kr. blev et sarmatisk oprør, et iransk folk fra de eurasiske stepper, der var til stede både i Dacia og i Pannonien eller ved Sortehavet, knust med grusomhed af Quintus Marcius Turbo, en specialist i oprørsbekæmpelse udsendt af Hadrian, en handling der blev fejret ved opførelsen af et monument til ære for kejseren i 118 e.Kr. og ved en takkeinskription for Turbo i 119 e.Kr. Fra år 166 e.Kr. rystede invasionerne af markomannerne og de frie dakerne fra nord provinsen, og kejser Marcus Aurelius, filosofen på tronen, måtte personligt gribe ind for at redde hovedstaden, et øjeblik udødeliggjort i en inskription fra omkring år 172 e.Kr. Disse konflikter afspejler situationen på imperiets andre grænser, fra de markomanniske krige ved Donau til konflikterne med partherne i øst.

Det afgørende vendepunkt kom under kejser Aurelian (270-275 e.Kr.), da han, konfronteret med den økonomiske krise og umuligheden af at forsvare hele provinsen, besluttede at trække den romerske administration og hær tilbage syd for Donau, en begivenhed sammenlignelig med Honorius' opgivelse af Britannien i det 5. århundrede eller tabet af de galliske provinser. Selvom eliten og embedsmændene forlod byen, forblev størstedelen af befolkningen, hvilket forvandlede Ulpia Traiana til et reduceret urbant centrum, hvis liv fortsatte indtil hunnernes invasioner og Attilas død, da det endelige kaos under folkevandringen sat en stopper for bosættelsens organiserede eksistens. Således bliver ruinerne i Sarmizegetusa et symbol på overgangen fra Antikken til Middelalderen i Sydøsteuropa, et vidne til hvordan den romerske civilisation overlevede, transformerede sig, i territorierne øst for Karpaterne.

Arkitektonisk mesterværk og kunstnerisk arv

Ulpia Traianas byplan afspejler udviklingen fra militær kaserne til civil by, udgående fra et firkantet område med afrundede sider, med et areal på 32,4 hektar, med en længde på 600 meter og en bredde på 540 meter, omgivet af en forsvarsmur bygget af massive, tilhuggede stenblokke, 4-5 meter høj og forsynet med kreneleringer. Dette forsvarssystem blev kompletteret af fem terrasser på et areal på næsten 30.000 kvadratmeter, en byggeteknik specifik for romersk militæringeniørkunst, sammenlignelig med befæstningerne på den germanske eller britiske limes. Hovedgaderne, Via Principalis og Via Praetoria, krydsede hinanden i byens centrum på forumets niveau, organiserede rummet efter de etablerede romerske byplankannoner, fra Rom selv til de nye byer i Africa Proconsularis eller i Syrien.

Den mest imponerende konstruktion der dominerer det arkæologiske landskab er amfiteatret, opført i første halvdel af det 2. århundrede e.Kr., med en kapacitet på cirka 5.000 tilskuere. Dette var vært for gladiatorkampe, dyrejagter (venationes) og teaterforestillinger, udstyret med en kompleks infrastruktur, inklusive et underjordisk kammer hvorfra der blev fundet en marmortavle dedikeret til gudinden Nemesis af C. Valerius Maximus pecurarius, leverandør af dyr til forestillingerne. Arkitekturen i denne bygning, med stenbænke reserveret til eliten i den nedre zone og træbænke til den brede offentlighed i den øvre del, afspejler den romerske sociale hierarki og indskriver sig i traditionen fra imperiets store amfiteatre, fra Colosseum i Rom til dem i Arles eller Nîmes i det sydlige Gallien. I umiddelbar nærhed rejser sig Nemesis' tempel, dyrket af gladiatorer, hvis søjlekapitæler og relieftavler, der forestiller gudinden med vægten, griffen og hjulet, i dag bevares i Arkæologisk Museum, vidner om en religiøs synkretisme specifik for de østlige provinser.

Byens religiøse kompleks afslører en imponerende palet af trosretninger der sameksisterede på en måde karakteristisk for den kosmopolitiske romerske verden. Ud over de officielle romerske kulter såsom Det Store Tempel, Capitolium eller Liber Paters helligdom, fandtes der templer dedikeret til guderne Aesculapius og Hygia, sundhedens beskyttere, et tempel for Mithra, den persiske gud populær blandt den romerske hær i hele imperiet, fra Britannien til Syrien, og endda et tempel for de palmyreniske guder, repræsenterende købmænd og handlende fra det syriske Palmyra, bevis på handelsforbindelserne med Orienten. Tilstedeværelsen af Silvanus' tempel, skovens gud, og helligdommen for guderne Domnus og Domna, lokale guddomme optaget i det romerske panteon, illustrerer processen interpretatio Romana hvorved oprindelige dakiske trosretninger blev assimileret i den kejserlige kult.

I byens administrative centrum ligger Augustalernes Palads (Aedes Augustalium), sædet for præstekorporationen der tog sig af kejserkulten og organiseringen af offentlige højtider, inklusive den 3. januar dedikeret til kejseren. Denne imponerende bygning, med en central gård opdelt i to og flankeret af to basilikaer, husede i midten et alter dedikeret til kejserkulten, og i underetagen et sikkerhedskammer til opbevaring af værdifulde kultgenstande. Inskriptionerne fundet her, såsom dem vedrørende rådsmanden Antonius Supers donation eller grundlæggerne Marcus Procilius Iulianus og Marcus Procilius Regulus, giver værdifulde oplysninger om den lokale elite og om hvordan den provinsielle aristokrati manifesterede sin loyalitet over for Rom. Ved siden af dette illustrerer de to fora, Forum Vetus (Trajans Forum) og Forum Novum, med boligøerne vest for disse, byens successive urbane udvikling, fra det oprindelige militære kerne til det modne civile centrum. Horreum'et, et stort kornlager, og sædet for den finansielle prokurator for Dacia Apulensis (Praetorum procuratoris) kompletterer billedet af en by med komplekse økonomiske og administrative funktioner, mens den østlige nekropol giver oplysninger om begravelsesskikke og fællesskabets demografiske struktur.

Legender, personligheder og vendepunkter

Ulpia Traianas historie er befolket af kejserlige figurer der prægede Europas skæbne i århundreder. Kejser Trajan, han der udvidede imperiet til dets største udstrækning, fra Britannien til Mesopotamien, er til stede gennem byens navn og gennem sin ambition om at integrere Dacia i den romerske civilisations krop. Hans efterfølger, Hadrian, den utrættelige rejsende der gennemrejste alle imperiets provinser, var den der gav byen det fulde navn Sarmizegetusa, idet han således anerkendte den lokale identitet, og det var også ham der sendte Quintus Marcius Turbo for at knuse sarmaternes oprør i 117-118 e.Kr., en episode der minder om undertrykkelsen af oprørene i Judæa eller i Britannien under samme kejser.

Marcus Aurelius, den stoiske filosof på tronen, fremstår i byens historie som dens redder fra den barbariske invasion i 166 e.Kr., da markomannerne og de frie dakerne trængte ind til provinsens hjerte, og inskriptionen rejst til hans ære i 172 e.Kr. taler om den dobbelte fare ved ekstern invasion og intern oprør. Caracalla, der udvidede den romerske borgerret til alle frie indbyggere i imperiet gennem Constitutio Antoniniana fra 212 e.Kr., er til stede i Dacia i 213 e.Kr., idet han efterlod tre inskriptioner i Sarmizegetusa der attesterer hans tilstedeværelse i den provins han betragtede som en integreret del af imperiet. Alexander Sever, den sidste severer, tildelte byen titlen metropolis i perioden 222-235 e.Kr., idet han hævede den til rang af fuld provinsiel hovedstad og etablerede her Concilium III Daciarum, et provinsielt parlament der samlede repræsentanter fra hele regionen.

Blandt de lokale militære personligheder skiller Quintus Marcius Turbo, Hadrians udsending, sig ud, hvis effektivitet i oprørsbekæmpelsen bragte ham byens anerkendelse gennem en inskription fra 119 e.Kr., der minder om andre romerske generaler såsom Agricola i Britannien eller Corbulo i Germanien. Senere, i det 3. århundrede, besejrede prokuratoren F. Aelius Hammonius iunior (247-249 e.Kr.) karperne, et germansk folk der migrerede mod syd, og byen rejste en statue af Iulius Philippus (Filip Araberen) med inskriptionen "vores guddommelige herre", hvilket understreger hengivenheden over for kejsere selv i krisetider. Kejser Decius, fejret i 250 e.Kr. som "Daciarums genopretter" for at have forsvaret provinsen mod goterne og karperne, og Gallienus, i hvis regeringstid (253-268) møntcirkulationen faldt på grund af den økonomiske krise, markerer de sidste årtier af den romerske administration før den aurelianske tilbagetrækning.

Stedets legender væver sig sammen med den arkæologiske virkelighed: det siges at efter Aurelians tilbagetrækning søgte de tilbageværende indbyggere tilflugt i amfiteatret, transformerede det til en improviseret fæstning, overlevende i en verden der kollapsede omkring dem indtil hunnernes komme. Denne historie om modstand, om et fællesskab der fortsatte med at leve i skyggen af de kejserlige mure efter legionerne var draget bort, afspejler skæbnen for mange grænsebyer i Europa, fra de britiske til dem i Nordafrika, og giver en dybt menneskelig dimension til stenruinerne.

Praktisk besøgsguide og nutidens turistoplevelse

For den nutidige rejsende der trænger ind på Rumæniens territorium i søgen efter civilisationens europæiske rødder, repræsenterer besøget i Ulpia Traiana Sarmizegetusa en væsentlig oplevelse, en pilgrimsfærd til en fælles kontinental identitets kilder. Det arkæologiske kompleks, indskrevet på Listen over Historiske Monumenter med koden LMI HD-I-s-A-03205, befinder sig i lokaliteten Sarmizegetusa i Hunedoara amt, i den historiske region Transsylvanien, cirka 40 kilometer fra byen Hunedoara og kun 8 kilometer fra Tapae-passet, kendt i antikken som "Transsylvaniens Jernporte", en strategisk kløft der forbandt Banatet med Transsylvanien og som sammen med Olt-kløften mod syd dannede et naturligt forsvarssystem.

Adgangen til stedet sker ad vejen der forbinder Hațeg med Petroșani, i et landskab af slette indrammet af silhuetterne af Retezat-bjergene mod syd og Poiana Ruscă mod nord, et panorama der tillader den besøgende at forstå hvorfor romerne valgte dette sted til deres provinsielle hovedstad: terrænet var frugtbart, naturligt forsvaret af bjerge, og beliggende på handelsruten der kom fra Donau. Ved indgangen til det arkæologiske område gives det første indtryk af amfiteatrets massive ruiner, hvis stenmure, bygget af massive blokke og mørtel, modstår næsten to årtusinder, og tilbyder et overvældende perspektiv på arenaen hvor engang den antikke verdens blodige forestillinger udfoldede sig. Spadsereturen gennem den tidligere metropol tillader den besøgende at træde i de brolagte gader, at se fundamenterne af templerne dedikeret til guderne Nemesis, Liber Pater eller Mithra, at beundre ruinerne af Augustalernes Palads med dets centrale gård og at forestille sig myldret på forum, hvor forretninger blev forhandlet, retfærdigheden administreret og kejserkulten fejret.

I umiddelbar nærhed af det arkæologiske kompleks befinder sig Sarmizegetusa Arkæologiske Museum, grundlagt i 1924, der huser en imponerende samling af artefakter opdaget under systematiske udgravninger: udskårne kapitæler, inskriptioner på marmor og sten der attesterer tilstedeværelsen af kejsere Hadrian, Marcus Aurelius eller Caracalla, fragmenter af søjler, keramik, mønter og genstande til daglig brug der genskaber atmosfæren fra livet for to årtusinder siden. Blandt hovedværkerne er marmortavlen dedikeret til gudinden Nemesis af dyreleverandøren Valerius Maximus og de arkitektoniske elementer fra denne gudindes tempel, samt inskriptionerne der nævner navnene på grundlæggere og lokale dignitarier.

For en komplet oplevelse anbefales det at kombinere besøget i Ulpia Traiana Sarmizegetusa med et besøg i Sarmizegetusa Regia, det dakiske kongeriges åndelige og militære hovedstad, beliggende i Orăștie-bjergene i en højde af 1.200 meter og optaget på UNESCOs verdensarvsliste, hvilket således giver et komplet billede af konfrontationen og fusionen mellem de to civilisationer. Oplysninger om entrépriser og besøgsprogram er tilgængelige ved stedets kasse, og lokale guider kan tilbyde detaljerede forklaringer om den historiske kontekst og om de seneste arkæologiske opdagelser, idet en stor del af den antikke bys areal stadig forbliver uudgravet, bevarende mysterier for fremtidige generationer af forskere.

Den rejsende der ankommer hertil, hvad enten han er historiker, arkæolog eller simpel søgende efter det smukke, finder sig selv over for en levende lektion om menneskets kulturs universalitet og om hvordan imperier, hvad enten de er romerske, habsburgske eller osmanniske, har formet Europas landskab. Ulpia Traiana Sarmizegetusa er ikke blot et sæt ruiner, men en åben dialog mellem fortid og nutid, et sted hvor Europa genfinder sine fælles rødder, og de antikke sten bliver tavse vidner om en civilisation der forenede kontinenter og folkeslag under tegnet af lov, orden og kultur.