Sarmizegetusa Regia-fæstningen

Fængslende introduktion og universel værdi

I hjertet af Orăștie-bjergene, skjult blandt århundredgamle bøgeskove ved en højde af 1.200 meter, rejser sig i stilhed en fæstning, der var vidne til fødslen og faldet af en af Europas mest fascinerende oldtidscivilisationer: Sarmizegetusa Regia, dakernes kongelige hovedstad. Dette arkæologiske sted, optaget på UNESCO's prestigefyldte Verdensarvsliste allerede i 1999 som en del af komplekset "De dakiske fæstninger i Orăștie-bjergene", repræsenterer ikke blot et ekstraordinært monument for præromersk militær- og religiøs arkitektur, men også et mødepunkt for de store kulturelle strømninger, der har krydset det europæiske kontinent gennem årtusinder.

For den kultiverede europæiske rejsende tilbyder Sarmizegetusa Regia en unik oplevelse: det er stedet, hvor den traciske tradition mødte de hellenistiske påvirkninger fra den græske verden, hvor militærteknikken fra den keltiske verden i Vesteuropa smeltede sammen med den orientalske spiritualitet fra skytherne i de nordpontiske stepper, og hvor skæbnen for en kraftfuld civilisation til sidst blev spillet ud foran antikkens største militærmagt – Trajans Romerrige. Ruinerne, der i dag strækker sig over skråningerne af Grădiștea-bjerget i landsbyen Grădiștea de Munte, Hunedoara amt, er ikke blot gamle sten fra to årtusinder siden, men tavse vidner om en verden, der bidrog fundamentalt til dannelsen af den kulturelle identitet i Sydøsteuropa og dermed hele kontinentet.

Dette steds universelle værdi anerkendes af UNESCO gennem kriterierne (ii), (iii) og (iv), hvilket understreger den unikke fusion af militærteknikker fra den klassiske verden med dem fra den sene europæiske jernalder, det ekstraordinære niveau af socioøkonomisk udvikling, som de getisk-dakiske kongeriger opnåede i det sidste årtusinde f.Kr., og det faktum, at de dakiske fæstninger repræsenterer bemærkelsesværdige eksempler på typen befæstet bosættelse – "hill-fort" og "oppidum" – karakteristisk for Europa i jernalderen. I denne forstand kan Sarmizegetusa Regia betragtes som et ægte "Stonehenge i Karpaterne", et helligt og militært kompleks, der kan måle sig i kompleksitet og mystik med Vesteuropas store megalitiske monumenter, såsom dem på Salisbury Plain i Storbritannien eller på øen Malta.

Historiske rødder og store europæiske forbindelser

Den traciske verden og den balkanske kontekst

For fuldt ud at forstå betydningen af Sarmizegetusa Regia må vi rejse tilbage i tiden med over to årtusinder, til tracernes verden – et stort indoeuropæisk folk, der befolkede Balkan og områderne omkring Karpaterne. Dakerne, dette store traciske stams nordlige indbyggere, var sprogligt og kulturelt beslægtet med trakerne syd for Donau, med getierne i det Rumænske Slette og med de traciske stammer på Balkanhalvøen. De antikke forfattere – Herodot, Strabon, Dio Cassius eller Trogus Pompeius – betragtede dakerne og getierne som "de samme mennesker", der talte samme sprog og delte samme religiøse og militære traditioner.

Denne tilhørsforhold til den store traciske familie placerer Sarmizegetusa Regia i en vid europæisk kontekst, der strækker sig fra Balkanhalvøen til Karpaternes bjerge. De cirkulære og rektangulære templer i Sarmizegetusa har deres paralleller i de traciske helligdomme, der er opdaget i nutidens Bulgarien – i Perperikon, Tatul eller Sveshtari – hvilket fremhæver en fælles hellig arkitektonisk tradition, der krydsede hele det traciske rum. Samtidig blev dakerne påvirket af nabocivilisationerne: fra skytherne i de nordpontiske stepper overtog de elementer af "dyre-stilen" og avancerede metallurgiske teknikker, mens handelskontakterne med den græske verden fra kolonierne ved Sortehavets kyst (Histria, Tomis, Callatis) bragte dem viden om astronomi, geometri og monumental arkitektur.

Dialogen med den keltiske verden og sammenligninger med europæiske oppida

Et fascinerende aspekt ved den dakiske civilisation, fremhævet af moderne arkæologiske forskning, er den kulturelle dialog med den keltiske verden i Central- og Vesteuropa. I det 2.-1. århundrede f.Kr. trængte keltiske stammer – især boierne i Bøhmen og scordiskerne i Donauregionen – ind i Transsylvanien og efterlod betydelige påvirkninger af kunst, metallurgi og ikke mindst befæstningsteknikker. Denne interaktion forklarer de overraskende paralleller mellem de dakiske mure – bygget i den unikke "murus dacicus"-teknik – og den keltiske "murus gallicus" i oppida i Gallien, Germanien eller Britannien.

Både dakerne og kelterne udviklede i den sene jernalder en type befæstet højborg – "hill-fort" i den keltiske verden, "bjergfæstning" i den dakiske verden – der kombinerede militær funktion med religiøs og økonomisk. UNESCO anerkender udtrykkeligt dette europæiske tilhørsforhold og understreger, at de dakiske fæstninger i Orăștie-bjergene er "bemærkelsesværdige eksempler på denne type forsvarede sted, karakteristisk for Europa i den sene jernalder". Således kan Sarmizegetusa Regia sættes i parallel med de berømte keltiske oppida i Bibracte (Frankrig), Manching (Tyskland) eller Danebury (Storbritannien), der alle repræsenterede centre for militær, økonomisk og åndelig magt i den "barbariske" verden på tærsklen til den romerske æra.

Konfrontationen med Romerriget: Decebal og Trajan

Det kulminerende øjeblik i Sarmizegetusa Regias historie – og på en vis måde i hele dakernes historie – var den militære konfrontation med Romerriget, antikkens største magt. I det 1. århundrede e.Kr. nåede det dakiske kongerige under kong Decebal (87-106 e.Kr.) sit territoriale og militære højdepunkt og blev en alvorlig trussel mod den romerske provins Moesia syd for Donau. De dakisk-romerske krige (101-102 og 105-106 e.Kr.), udkæmpet under kejser Trajan, repræsenterede et af de mest dramatiske episoder i den romerske kejserlige ekspansion, involverende ikke mindre end 13 legioner og kulminerende med erobringen af den dakiske hovedstad og Decebals selvmord.

Denne konfrontation var ikke blot en militær episode, men et møde mellem to verdener: den organiserede, teknologiske og bureaukratiske romerske verden – arving til etruskiske, græske og orientalske traditioner – og dakernes "barbariske", men sofistikerede verden med årtusindgamle militære og religiøse traditioner. Trajans Søjle i Rom, et monument unikt i verden gennem sine dimensioner og narrative detaljer, udødeliggør denne epokale kamp og afbilder belejringen af de dakiske fæstninger, opførelsen af broer over Donau af arkitekten Apollodoros fra Damaskus, og endelig Sarmizegetusas fald og Decebals død. I dag tilbyder relieffet på denne søjle – placeret i Trajans Forum i Rom – den europæiske besøgende en direkte bro mellem den dakiske hovedstad i bjergene og hjertet af Romerriget, hvilket viser, at Sarmizegetusa Regia virkelig var et afgørende punkt i Europas oldtidshistorie.

Efter erobringen grundlagde romerne omkring 40 kilometer væk en ny hovedstad, Colonia Ulpia Traiana Augusta Dacica Sarmizegetusa (i dag landsbyen Sarmizegetusa i Hunedoara amt). Kejser Hadrian ønskede, at denne nye hovedstad skulle opfattes som en legitim fortsættelse af den dakiske, og tilføjede den navnet "Sarmizegetusa". Således overlevede den dakiske hovedstads hukommelse i den romerske toponymi, og ruinerne af Ulpia Traiana kan besøges i dag, kun en times kørsel fra Sarmizegetusa Regia, hvilket giver et komplet billede af overgangen fra den dakiske til den romerske verden.

Transsylvanien i europæisk historie: fra Habsburgerne til Østrig-Ungarn

Den geografiske kontekst for Sarmizegetusa Regia – Transsylvanien, i Hunedoara amt – placerer dette sted i en region, der gennem århundreder har været et ægte "europæisk mosaik". Efter Dakiens fald i 106 e.Kr. og den romerske tilbagetrækning i 271 e.Kr. under Aurelian gennemgik området perioder med gotisk, hunisk, gepidisk, avarisk og slavisk herredømme, før det i det 10. århundrede kom under de ungarske stammers herredømme. Kongeriget Ungarn, grundlagt af Stefan 1. i år 1000, inkluderede Transsylvanien i sin feudale struktur, og i det 12.-13. århundrede blev saksiske (tyske) kolonister bragt til regionen af Ungarns konger for at udvikle minedrift og landbrug, hvilket efterlod befæstede byer som Sibiu, Brașov, Sighișoara eller Bistrița – monumenter for gotisk og renæssance central-europæisk arkitektur.

I det 16.-17. århundrede blev Transsylvanien et semi-uafhængigt fyrstedømme, vasal under Det Osmanniske Rige, men med dynastiske og diplomatiske forbindelser til Habsburg-monarkiet. Efter tyrkernes nederlag ved Wien i 1683 og Karlowitz-traktaten (1699) kom regionen under direkte habsburgsk herredømme, blev en del af Det Østrigske Kejserrige og derefter Østrig-Ungarn (1867-1918). Denne lange periode med habsburgsk dominans efterlod dybe spor i regionens arkitektur, administration og kultur, hvilket gjorde Transsylvanien til et af Centraleuropas mest forskelligartede og fascinerende territorier.

Således befinder den besøgende, der i dag ankommer til Sarmizegetusa Regia, sig et sted, hvor successive lag af europæisk historie mødes: fra dakernes templer går man gennem de romerske ruiner i Ulpia Traiana, beundrer de befæstede kirker og saksiske fæstninger fra middelalderen og renæssancen, for til sidst at nå frem til det 20. århundredes industrielle og urbane komplekser. Denne historiske kontinuitet gør Hunedoara-regionen til et ægte "friluftsmuseum" for Europa.

Arkitektonisk mesterværk og kunstnerisk arv

"Murus Dacicus"-teknikken – innovation i europæisk militærarkitektur

Hjertet i Sarmizegetusa Regia-fæstningen er dens imponerende befæstning, bygget i den unikke teknik kendt som "murus dacicus" – Det Dakiske Mur. Denne byggemetode, udviklet af dakiske bygmestre før den romerske erobring, repræsenterer en bemærkelsesværdig syntese mellem den oprindelige tradition og tekniske påvirkninger fra den græske og romerske verden, og betragtes af UNESCO som "en unik fusion af teknikker og begreber inden for militærarkitektur fra både inden for og uden for den klassiske verden".

Det dakiske mur består af to ydre parallelle flader, udført i massive stenblokke (kalksten eller andesit) formet som parallelepipeder, anbragt uden mørtel – en "tørmurings"-teknik svarende til den cyklopiske i Mykene eller Tiryns, men med egne særpræg. Rummet mellem de to flader – med en tykkelse på cirka 3 meter – er fyldt med grus og knust sten cementeret med ler, komprimeret efter "stampet jord"-teknikken. Det geniale element i denne konstruktion består i de vandrette træbjælker, behandlet ved brænding (forkulning) for modstandsdygtighed, der krydser strukturen på hvert niveau og er fastgjort i stenblokkene gennem svalehale-samlinger. Denne træarmering giver muren en ekstraordinær fleksibilitet, der tillader den at absorbere og sprede den kinetiske energi fra projektilerne kastet af belejringsmaskinerne – en afgørende fordel i forhold til stive, monolitiske mure, såsom de mykenske eller romerske.

Murens højde nåede 4-5 meter ved færdiggørelsen af byggeriet, og på visse strækninger nåede de i rekonstruktionsperioden mellem de to krige med Trajan endda op på 10 meter. Fæstningens konfiguration – en sekskant med ulige sider, perfekt tilpasset det klippefyldte terræns konfiguration – dækker et areal på cirka 30.000 kvadratmeter (3 hektar) og er organiseret på fem successive terrasser, hver med specifikke funktioner: fra den øverste terrasse, beregnet til adelenes boliger og kongens sæde, til de nederste terrasser, reserveret til håndværk og opbevaring.

Det hellige kompleks: templer, astronomi og "det rumænske Stonehenge"

Øst for fæstningens hovedport, omkring 100 meter væk, strækker det hellige område sig – et imponerende ensemble af helligdomme, der repræsenterer en af de vigtigste præstationer inden for præromersk religiøs arkitektur i Europa. Disse templer, forbundet med fæstningen gennem en "Via Sacra" brolagt med andesit, en procesionsvej dækket med spån og afgrænset af kalkstenskantsten, demonstrerer en sofistikeret forståelse af geometri, astronomi og religiøs ritual.

De mest spektakulære konstruktioner er de to cirkulære helligdomme, hvoraf Det Store Cirkulære Helligdom – med en diameter på næsten 30 meter – har fascineret generationer af forskere og besøgende. Dette monument, fuldstændigt opdaget i 1950'erne af arkæologen Constantin Daicoviciu, består af en cirkel af andesit-søjler (vulkansk sten bragt fra titusinder af kilometer væk) og en ydre ring af flade sten, der omgiver 68 tykkere søjler i midten. Oprindeligt fortolkede Daicoviciu dette monument som et "stenkalender" med 360 dage, baseret på antallet af perifere søjler opdelt i 60 grupper à 6. Selvom denne teori senere er blevet anfægtet af nyere forskning, bidrog den enormt til stedets popularisering og afspejler på en måde den korrekte intuition, at helligdommet havde en astronomisk og kalendermæssig funktion.

Moderne forskning har vist, at det cirkulære helligdom var astronomisk justeret, med søjlerne anbragt således, at de markerede solhverv og jævndøgn, og blev brugt til tidsmåling og til religiøse ceremonier forbundet med solcyklussen. Denne astronomiske funktion placerer Sarmizegetusa Regia i en vid europæisk tradition af "stencirkler" og "woodhenges" – fra Stonehenge i England, til Newgrange i Irland, til de megalitiske templer på Malta eller justeringerne i Carnac i Bretagne. "Andesit-solen" – en skive af sten skåret i form af en sol med stråler – opdaget i det hellige område, bekræfter soltilbedelsens centrale rolle i den dakiske religion.

Sammen med de cirkulære helligdomme omfatter det hellige område også syv eller otte rektangulære helligdomme (firkantede templer), med synlige søjlebaser i regelmæssige arrangementer, der minder om den græske tempelarkitektur, men med egne særpræg. Disse templer, delvist ødelagt af romerne under krigene, var sandsynligvis viet til den øverste gud Zalmoxis – en mystisk figur, betragtet af nogle som en religiøs reformator ligesom Pythagoras, af andre som en chtonisk gud for død og udødelighed. Legenden siger, at Zalmoxis trak sig tilbage til en hule i tre år, hvorefter han genopstod "genoplivet" og bragte sit folk lærdomme om udødelighed – en tradition, der bringer ham tæt på de eleusinske mysterier i Grækenland eller de orfiske kulter.

Den civile by og de arkæologiske opdagelser

Omkring fæstningen, mod vest, strakte en vidstrakt civil bosættelse sig, der dækkede et areal på cirka 3 kvadratkilometer. Denne "by-fæstning" omfattede boligkvarterer, håndværksværksteder, magasiner, kornlagre og vandreservoirer, hvilket demonstrerer et højt niveau af urban og økonomisk organisering. Vandforsyningssystemet var særligt avanceret for epoken: den keramiske ledning bragte vand til adelens residenser, bevis på en høj levestandard og bemærkelsesværdig ingeniørkundskab.

De arkæologiske opdagelser fra Sarmizegetusa Regia har bragt et ekstraordinært inventar for dagen, der vidner om den dakiske civilisations rigdom og raffinement. Blandt de mest spektakulære fund er det keramiske kar med indskriften "DECEBALVS PER SCORILO" – opdaget i 1954 af arkæologen Ion Horațiu Crișan – et kultkar på en meters højde, med tilsvarende diameter, hvorpå ordene "Decebalus, søn af Scorilo" er stemplet på latin. Denne indskrift, hvad enten den er på latin eller en transskription på dakisk af et egennavn, demonstrerer, at dakernes elite i det mindste i deres rækker kendte til og brugte skriften. Karret befinder sig i dag på Rumæniens Nationale Historiske Museum i Bukarest.

En anden imponerende kategori af opdagelser repræsenteres af guld- og sølvskatte: de berømte dakiske spiralarmbånd af massivt guld (13 styk, vejer næsten 13 kilo i alt), opdaget i 1990'erne-2000'erne, og guldmønter med indskriften "KOSON" – navnet på en dakisk konge fra det 1. århundrede f.Kr. Disse skattefund, udstillet på museer i Bukarest, Cluj-Napoca eller i internationale samlinger (såsom museet i Manching, Tyskland), er mesterværker af dakisk metal kunst, påvirket af den skytiske stil og den hellenistiske kunst, repræsenterende en unik fusion mellem den traciske tradition og den middelhavske verdens luksus.

Ligeledes demonstrerer talrige kalkstensblokke med indskrifter på græsk, jernværktøjer (segl, lejer, hakker, spader), glas- og malet keramik mangfoldigheden og raffinementet i den dakiske materielle produktion. De opdagede jernsmedeværksteder i stedet havde produceret hundreder af metalartefakter – fra landbrugsredskaber til våben såsom dolke, spydspidser og krumme sværd (falx) – bevis på en veludviklet militærindustri, i stand til at bevæbne Decebals hær i konfrontationen med de romerske legioner.

Legender, personligheder og vendepunkter

Burebista – eneren og grundlæggeren

Sarmizegetusa Regias historie som magtcentrum begynder virkelig under kong Burebistas regeringstid (cirka 82/70 – 44 f.Kr.), kongen, der formåede at forene de dakiske og getiske stammer i et vidtstrakt centraliseret kongerige. Før Burebista lå hovedstaden i Argedava (sandsynligvis i området omkring Costești-Cetățuie-fæstningen), men den store konge flyttede statens tyngdepunkt til Sarmizegetusa, på "det hellige bjerg", idet han valgte dette sted for dets strategiske position, for de nærliggende naturressourcer (guld, sølv, jern, salt) og ikke mindst for dets hellighed – traditionen siger, at her lå "Cogaionon", det hellige bjerg, hvor den store præst Deceneu havde sin residens.

Under Burebista strakte det dakiske kongerige sig fra Mähren (nutidens Tjekkiet) til Bug-flodens udmunding (Ukraine), og fra de Nordlige Karpater til det sydlige Dobrogea, og blev den største "barbariske" magt ved den østlige grænse af den Romerske Republik. Den græske historiker Strabon skrev, at Burebista var "den største blandt alle trakerne", og romerne frygtede ham, idet de vidste, at hans hær kunne mobilisere hundredetusinder af krigere. Burebistas død i 44 f.Kr. (i samme periode som mordet på Cæsar i Rom) førte til opløsningen af hans rige i fem rivaliserende kongeriger, hvilket udløste et århundrede af borgerkrige, der svækkede den dakiske magt betydeligt.

Deceneu – den store præst og religiøse reformator

Figuren Deceneu (eller Deceneus), den store præst og Burebistas rådgiver, er indhyllet i mystik og legende. Ifølge de antikke kilder blev han betragtet som "profeten" og "fortolkeren af drømme", med en åndelig autoritet, der kunne måle sig med kongens. Efter Burebistas død fortsatte Deceneu med at styre statens religiøse anliggender, og traditionen tilskriver ham større reformer i organiseringen af Zalmoxis-kulten og i den hierarkiske struktur af det dakiske præsteskab. Man siger, at han indførte solkalenderen og organiserede helligdommene i Sarmizegetusa, hvilket gjorde hovedstaden til et åndeligt centrum af første rang i den traciske verden.

Decebal – den sidste konge og den heroiske modstand

Den mest imponerende personlighed forbundet med Sarmizegetusa Regia forbliver Decebal (87-106 e.Kr.), den sidste konge af de uafhængige daker. Efter at have formået at genforene det dakiske kongerige efter fragmenteringsperioden, konfronterede Decebal Roms ekspansionistiske ambitioner. I den første krig (101-102 e.Kr.), selvom han blev besejret i slaget ved Tapae, formåede Decebal at opnå en relativt hæderlig fredsaftale, idet han modtog årlige subsidier fra Rom og romerske militæringeniører – som han imidlertid brugte til at styrke sine egne befæstninger.

I 105 e.Kr. brød Decebal aftalen og angreb den romerske provins Moesia, hvilket fik Trajan til at erklære den anden krig (105-106 e.Kr.). Denne gang organiserede kejseren en massiv invasion, idet han krydsede Donau på en kæmpe bro bygget af Apollodoros fra Damaskus ved Drobeta (Turnu Severin). De romerske legioner rykkede systematisk frem, erobrede og ødelagde de dakiske fæstninger på deres vej. Den endelige belejring af Sarmizegetusa Regia, beskrevet i detaljer på Trajans Søjle, var et dramatisk øjeblik: romerne formåede at skære vandledningerne, der forsynede fæstningen, og forsvarerne, udmattede af tørst og sult, blev tvunget til at overgive sig i sommeren 106.

Decebal selv flygtede op i bjergene, men forfulgt af den romerske kavalleri ledet af Tiberius Claudius Maximus, begik han selvmord ved at skære halsen over sig, idet han nægtede ydmygelsen ved at blive fremvist i triumf i Rom. Hans hoved blev bragt til Rom og udstillet på det Romerske Forum, og hans krop blev kastet i Tiberen ifølge traditionen. Således endte det uafhængige dakiske kongeriges eksistens, og Sarmizegetusa Regia – engang stolt kongelig hovedstad – blev systematisk ødelagt af romerne, der installerede en militær garnison der og begyndte at rive murene og templerne ned.

Trajans Søjle – den kejserlige erindring om et fald

I Rom, i Trajans Forum, står i dag stadig Trajans Søjle – et monument på 30 meters højde, udført i 20 tromler af Carrara-marmor, med et spiralrelief på 190 meter, der afbilder 155 scener fra de to dakisk-romerske krige. Denne søjle, indviet i 113 e.Kr., er unik i verden gennem detaljen og den narrative præcision, og tilbyder en "tegneserie" i sten af hele felttoget. Blandt de afbildede scener er opførelsen af broen over Donau, slagene ved Tapae og Adamclisi, belejringen af de dakiske fæstninger, afbrændingen af landsbyer, og endelig Decebals selvmord og erobringen af hans skat.

For den europæiske besøgende i dag danner Trajans Søjle i Rom og ruinerne af Sarmizegetusa Regia et komplet historisk diptychon: i Rom ser man den kejserlige sejr og den politiske propaganda, mens man i Rumæniens bjerge ser ruinerne af en faldet, men værdig civilisation. Denne dualitet – mellem Roms ære og dakernes modstand – er afgørende for forståelsen af den europæiske histories kompleksitet og måden, hvorpå imperier og "barbariske" civilisationer interagerede ved den klassiske verdens grænser.

Praktisk besøgsguide og den nutidige turistoplevelse

Sådan kommer man dertil og hvornår man besøger

Sarmizegetusa Regia ligger i kommunen Orăștioara de Sus, landsbyen Grădiștea de Munte, Hunedoara amt, cirka 40 kilometer sydvest for byen Deva og omkring 70 kilometer fra byen Sibiu. Adgangen sker ad amtsvejen DJ107A, asfalteret til parkeringspladsen ved bjergets fod, hvorfra en sti på cirka 20 minutter gennem skoven fører til indgangen til stedet.

Besøgsprogrammet for 2026 varierer efter sæson: i sommerperioden (fra maj) er stedet åbent dagligt mellem kl. 9:00 og 20:00, mens programmet i efterårsperioden (fra 25. september) reduceres, og mandag er lukkedag. I vinterperioden (december-februar) kan adgangen være begrænset på grund af vejrforholdene, og besøg er kun muligt for organiserede grupper og med forudgående godkendelse. Det er vigtigt at kontrollere det aktuelle program på hjemmesiden for Museet for Dakisk og Romersk Civilisation Deva (mcdr.ro) eller Hunedoara Amtsråd før besøget, da der kan være midlertidige lukkeperioder på grund af restaureringsarbejder – i 2026 er der planlagt indgreb i området ved den 10. Terrasse og den befæstede indhegning, med restriktioner i perioden 4. maj – 30. juni (adgang kun i weekenden) og 4.-31. august (adgang kun i weekenden).

Priser og faciliteter

I henhold til Amtsrådets Beslutning nr. 310/2025 er entrépriserne for regnskabsåret 2026: 15 lei for voksne og 5 lei for elever, studerende og pensionister (med legitimation). Audioguiden, tilgængelig ved indgangen, koster ekstra 20 lei og anbefales varmt for en dybdegående forståelse af stedet. Parkering er gratis. Gratis adgang gives på særlige dage, såsom Verdensarvsdag (15. november), hvor der også arrangeres guidede ture.

Varigheden af et komplet besøg varierer mellem 1,5 og 2 timer, i hvilken tid man kan gennemgå de to hovedruter: en gennem den befæstede indhegning (selve fæstningen, med murus dacicus-murene og de kongelige terrasser) og en gennem det hellige område (de cirkulære og rektangulære helligdomme, Via Sacra, "Andesit-solen"). Det anbefales passende bjergfodtøj – støvler eller sko med skridsikker sål – da ruterne går på brolagte sten og skovstier, og i efterårs- og forårsperioden kan stierne være glatte.

Hvad I vil se og føle

Oplevelsen af at besøge Sarmizegetusa Regia er dybt emotionel og intellektuel i samme mål. Fra indgangen til fæstningen giver det første møde med de massive mure bygget i murus dacicus-teknikken – blokke af kalksten eller andesit, velformede, der har modstået to årtusinder – en følelse af forbløffelse over den tekniske dygtighed hos nogle "barbariske" bygmestre, som romerne betragtede som underlegne. Ved at gå op ad de fem terrasser træder den besøgende i fodsporene af den dakiske adel, passerer gennem områderne, hvor de kongelige residenser lå, med deres avancerede vandforsyningssystem gennem keramiske rør, og betragter det spektakulære panorama over Orăștie-bjergene, den samme udsigt, som fæstningens forsvarere engang havde, mens de ventede på Trajans legioner.

Den brobelagte vej – Via Sacra – fører mod det hellige område, og her når følelsen sit højdepunkt. Det Store Cirkulære Helligdom, med sin ring af andesit-søjler og "Andesit-solen" i midten, er et monument, der kan måle sig med det britiske Stonehenge gennem sit mysterium og sin spiritualitet. Stående midt i dette cirkulære helligdom, med blikket rettet mod himlen, kan den besøgende føle båndet mellem den antikke og den nuværende verden, kan forstå, hvorfor dette sted blev betragtet som helligt i århundreder, og hvorfor dakerne valgte det som deres kongeriges hovedstad. De rektangulære templer, med deres søjlebaser stadig synlige i regelmæssige arrangementer, vækker billedet af en civilisation, der stræbte efter storhed, viden og fællesskab med det guddommelige.

Hele historien: kredsløbet af de seks dakiske fæstninger

Sarmizegetusa Regia kan ikke besøges isoleret, men er en del af et større ensemble – de seks dakiske fæstninger i Orăștie-bjergene, optaget sammen på UNESCO's verdensarvsliste: Sarmizegetusa Regia (hovedstaden), Costești-Cetățuie (den ældste kongelige residens), Costești-Blidaru (den bedst bevarede militære befæstning, med to koncentriske indhegninger og seks tårne), Luncani-Piatra Roșie, Bănița og Căpâlna. Disse fæstninger udgjorde det forsvarssystem, som Decebal havde udtænkt for at beskytte hovedstaden mod den romerske invasion, hver med sin strategiske rolle i bjergenes forsvarsnetværk.

For den europæiske rejsende, der ønsker at forstå Sarmizegetusa Regias fulde betydning, anbefales et kredsløb på en til to dage, der inkluderer i det mindste hovedstaden og en eller to af satellitfæstningerne, såsom Blidaru (kun 8 km væk) eller Costești-Cetățuie (6 km væk). Ligeledes ligger kun 40 kilometer mod nordøst ruinerne af Ulpia Traiana Sarmizegetusa – hovedstaden i den romerske provins Dakien – hvor man kan se ruinerne af amfiteatret, forummet, termerne og de romerske templer, hvilket giver et komplet billede af overgangen fra den dakiske til den romerske verden.

Den regionale kontekst: Deva, Hunedoara og Sibiu

Besøget til Sarmizegetusa Regia kan kompletteres med udforskningen af et kulturelt triangel af enestående kvalitet i Transsylvanien. Kun 20 kilometer væk ligger Deva, en by med rig historie, hvor Deva-fæstningen rejser sig – en middelalderlig fæstning med panoramisk udsigt – og Museet for Dakisk og Romersk Civilisation, der huser talrige artefakter opdaget i regionen, inklusive fund fra de dakiske skatte. 40 kilometer mod sydøst ligger Hunedoara, berømt for Huniazilor-slottet (Corvin-slottet), den største gotiske civile konstruktion i Rumænien, forbundet med familien til Ioan de Hunedoara, den store voivod og Ungarns guvernør, fader til kong Matthias Corvinus.

Omkring 70 kilometer mod øst strækker byen Sibiu sig, den tidligere europæiske kulturhovedstad (2007), med sit magnificerede bevarede middelalderlige centrum, med de tre pladser – Den Store Plads, Den Lille Plads og Huet-pladsen – og med "Løgnerbroen", den første støbejernsbro i Sydøsteuropa. Sibiu, med sine saksiske (tyske), ungarske og rumænske påvirkninger, repræsenterer Transsylvaniens multikulturelle essens og er et levende eksempel på, hvordan forskellige europæiske kulturer har sameksisteret og beriget hinanden gennem århundreder.

Anbefalinger til en komplet oplevelse

For at få mest muligt ud af besøget i Sarmizegetusa Regia anbefales ankomst tidligt om morgenen, når solens lys står op over bjergtoppene, og når stedet er mindre overfyldt. Et besøg i maj eller september-oktober tilbyder de bedste betingelser – vegetationen er frodig, temperaturerne er behagelige, og farverne i bøgeskoven omkring fæstningen er spektakulære. Audioguiden, tilgængelig ved indgangen, giver detaljerede oplysninger om hvert monument og hjælper med at forstå den komplekse historiske kontekst.

Ligeledes kan man overveje at deltage i særlige begivenheder organiseret i området, såsom DacFest-festivalen i Costești (normalt afholdt i begyndelsen af efteråret), med parader af antikke militærkostumer, gladiatorkampe og dakiske håndværksværksteder, eller besøge stedet på Sânziene-natten (23.-24. juni), hvor det hellige område ifølge folketraditionen får "særlige kræfter", og stedets energi betragtes som særligt stærk.

Afslutningsvis er Sarmizegetusa Regia ikke blot et arkæologisk sted, men et helligt sted for den europæiske hukommelse, hvor trådene i et helt kontinents historie mødes. Fra dakernes soltempler, til de romerske ruiner i Ulpia Traiana, fra de middelalderlige mure i de saksiske fæstninger, til de barokke og neoklassiske påvirkninger i det habsburgske Transsylvanien, tilbyder dette hjørne af verden den europæiske rejsende en tidsrejse på over to årtusinder, en oplevelse, der beriger vores forståelse af fortiden og minder os om, at Europa i bund og grund er et mosaik af civilisationer, der har mødt hinanden, konfronteret hinanden og beriget hinanden gennem historien.